I diskussionen mellem Lars Løkke Rasmussen og skoleverdenen ligger det interessante ikke i det forhold, at Pædagogisk institut har lover de deltagende skoler anonymitet. Det løfte kan instituttet anstændigvis ikke løbe fra.

Det interessante ligger i spørgsmålet, om resultaterne fra læseundersøgelsen burde offentliggøres, og følgelig om alle andre tilsvarende undersøgelser af elevfærdigheder burde være offentlige, så forældrene har et nøgternt grundlag for at vurdere læseundervisningens kvalitet (Folkeskolen nummer 44) og dermed få et bidrag til at vælge den rigtige skole, som Lars Løkke Rasmussen har været inde på andetsteds.

Det svarer Lars Løkke Rasmussen altså ja til ud fra en tilsyneladende klar og enkel argumentation, mens undervisningsministeren og diverse skolefolk siger nej ud fra en argumentation, som jeg desværre ikke er i stand til at betegne som klar og enkel.

Dermed skulle sagen efter alle normale debatkriterier være afgjort til Lars Løkke Rasmussens fordel.

Så enkelt er det imidlertid ikke. Resultaterne af undervisningen er nemlig kun i meget begrænset omfang sammenlignelige. Hævder man det modsatte, er man nemlig også nødt til at hævde, at der ikke er forskel på eleverne, og at variationen i elevresultater alene skyldes variationen i undervisningens kvalitet.

For enhver lærer er det imidlertid banalt, at der er betydelige forskelle i elevmaterialet, for nu at bruge et ubehageligt teknokratisk udtryk. Det gælder inden for den enkelte klasse, men også fra skole til skole og i visse tilfælde fra kommune til kommune.

På den baggrund må man se i øjnene, at variationen i elevresultater fremkommer som en funktion af variationen i undervisningens kvalitet plus variationen i elevmaterialet. Deraf ses let - som det altid hed i de gamle matematikbøger - at undervisningsresultater ikke er umiddelbart sammenlignelige. Den slags undersøgelser er derimod udmærkede til at give en strømpil for udviklingen på den enkelte skole og på landsplan, fordi man i de tilfælde kan gå ud fra, at elevfaktoren er konstant, således at man kun opererer med en enkelt variabel, nemlig undervisningsindsatsen, så man har styr på, hvad man måler.

Hvis man derimod fastholder tanken om at bruge måleresultaterne som grundlag for skolevalg - for slet ikke at tale om aflønning af lærerne, som andre har været inde på - så risikerer man at forstærke udviklingen af gode og onde cirkler på skoleområdet, det vil sige at gøre 'gode' skoler endnu bedre, hvad ingen vel kan have noget imod, hvis blot ikke den ubønhørlige konsekvens vil være, at 'dårlige' skoler bliver endnu ringere, for nu at sige det ultrakort.

Så vil vi kunne prale af at have udviklet et skolesystem efter princippet om at lade fanden tage de sidste.

Ib Granerud

Hillerød