Under diskussioner ved gæstemiddagsborde falder samtalen ofte på arbejdslivet, som mennesker, der endnu ikke har fået børn, drømmer om at svigte helt eller delvist, når børnene kommer. Samtidig er der mange, der allerede på dette stadium erkender, at de ikke rigtig ved, om de har lyst til at hellige sig børnene, når det kommer til stykket. At det kniber med lysten til at neddrosle arbejdet, er blevet dokumenteret af en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som har vist, at hvor det tidligere var almindeligt, at kvinder gik ned i arbejdstid, når de fik børn, forøger kvinderne nu arbejdstiden på samme måde, som mænd altid eller ofte har gjort. Den samme undersøgelse viser desuden, at selv om et stigende antal overenskomster tillader de ansatte at gå hjem tidligere, viser det sig, at antallet af danskere, der arbejder på deltid, er faldet med en tredjedel siden 1981. Det ser altså ud til, at de fuldtidsansatte foretrækker at prioritere arbejdslivet, hvilket ikke betyder, at de dermed prioriterer børnene lavt. Dette ser ud til at være typisk for det moderne liv, hvortil også hører, at arbejdsstyrken møder på arbejde på det tidspunkt af dagen, hvor den er mest udhvilet, mændene bærer hvide, nystrøgne skjorter, og kvinderne er nysminkede. Dette kan synes paradoksalt set i et børneperspektiv. Eller sagt med andre ord: De timer af dagen, hvor alle er mest oplagte, deles med kolleger.

Dette er en karakteristik af noget af det vigtige, der indgår i det moderne liv. Spørgsmålet er, om vi skal være forargede og løfte pegefingeren og fortælle nye forældre om den salige situation dengang, da moderen gik hjemme hos børnene hele dagen, og hvor faderen var en fjern figur, der kom træt hjem på nogenlunde det samme tidspunkt, som moderne forældre begge gør i dag - dengang dog efter mange flere arbejdstimer.

Inden vi bliver forargede, skal vi huske, at samfundet har forvandlet sig fra dengang til nu, så alting er anderledes i dag. Mennesket er vandret fra én verden ind i en ny verden, hvor verden ikke mere foreligger i en samlet kollektiv fortælling om rigtigt og forkert, men kun i fragmenter, så det bliver det enkelte menneskes opgave at sætte mosaikstykkerne sammen til meningsfulde helheder. Meget af det, som tidligere blev bestemt af naturen eller af overleverede værdier, normer og regler, overlades nu til vore egne beslutninger. Det forladte samfund var styret af en normstyret nærhedsmoral - det moderne samfund er præget af en abstrakt fjernhedsmoral, hvor vi er blevet tildelt en hidtil uset mængde frihed.

Spørgsmålet er nu, om vi skal benytte denne frihed til at forsøge at puste liv i resten af den gamle verden, eller om vi snarere skal overveje, hvordan livet kan leves i den nye verden. Der er næppe ret mange, der ikke vil benytte deres frihed til at vælge det sidste - også når børn og børnebørn er inde i overvejelserne - men der er mange forældre, der uden grund vil have dårlig samvittighed over at prioritere både børn og arbejdsliv. Dette skyldes blandt andet, at mange såkaldte eksperter har tudet dem ørerne fulde om, at de svigter deres børn ved at gå på arbejde - til trods for at flere undersøgelser har vist, at unge forældre aldrig har gjort så meget for deres børn som nu, og til trods for at andre undersøgelser har vist, at den gode daginstitution fremmer børns udvikling. Men forudsætningen for, at dette moderne valg er rigtigt, er, at de ydre rammer om børnene i dagtimerne er i orden, det vil sige, at børnene kan opholde sig i udviklingsstimulerende omgivelser, at omkostningerne er rimelige (hvorfor er det ikke gratis for forældre at have deres børn i daginstitutioner?), og at der er plads nok i daginstitutionerne.

Der er derfor grund til, at alle engagerer sig politisk ved blandt andet at være medlem af en vælgerforening, fordi det er de politiske beslutninger, der skal påvirkes i positiv retning, hvis børneområdet af politikere ikke skal ses som et spareområde.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker