Mere tid til forberedelse

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At kongressen afviste ethvert forsøg på at stjæle af lærernes forberedelsestid, kunne ingen være i tvivl om.

Men Bo Tryggedsson, Odense, gik endnu videre:

Der skal være overensstemmelse mellem krav og forventninger. Det gælder i alle sammenhænge. Derfor må Kommunernes Landsforening se at fåøjnene op for, hvad der egentlig foregår i skolen.

Undervisning skal planlægges overordnet, det skal forberedes konkret, der skal efterbehandles og evalueres. Alt det, og mere til, har læreren kun sin F-tid til. Derfor er der masser af saglige begrundelser for at forhøje F-faktoren, argumenterede han.

Bo Tryggedsson foreslog dog ikke, at kravet skulle stilles nu. Der skal bruges tid på at beskrive lærernes skolevirkelighed, så Kommunernes Landsforening og andre kan få et grundigt kendskab til, hvordan undervisning forberedes og følges op. Både af den enkelte lærer og af lærerteamet.

Denne oplysningsvirksomhed skal i gang nu, så forhandlingerne i 1999 kan foregå på et reelt vidensgrundlag.