Der er ikke enighed, når det gælder arbejdstidsaftalen. Det viser kredsenes tilbagemeldinger fra overenskomstmøderne.

Et flertal af foreningens medlemmer ønsker, at der ikke skal røres ved arbejdstidsaftalen i denne omgang. Men et stort mindretal mener, at der skal ske ændringer. Og medlemsundersøgelsen viser, at det stadig er et emne, som optager lærere og ledere meget.

De modsætninger skulle kongressen spænde over. Og det gjorde den. Ved at vedtage et kompromisforslag fra hovedstyrelsen.

Bjørn Rasmussen, Falster, mente, at det er alt for defensivt at kræve så fåændringer, som hovedstyrelsen havde foreslået.

- Medlemmerne skal kunne se, at arbejdstidsaftalen udvikler sig i den retning, de ønsker, sagde han og foreslog en central akkord til lærersamarbejde, så der kan komme gang i den pædagogiske samtale.

Helen Sørensen, Herning, var derimod meget betænkelig ved overhovedet at røre ved arbejdstiden nu.

- Lad os gøre erfaringer, så vi helt elementært kan se, hvordan aftalen virker. Vi skal for eksempel finde ud af, hvad de store lokalaftaler i Esbjerg og Aalborg kommer til at betyde i hverdagen, og vi skal se, hvordan Sønderborg-kredsens særlige mellemtime-ordning virker, sagde hun og understregede, at hun grundlæggende har stor respekt for formandens ønsker og vurderinger.

Stadig brug for forbedringer

- Men hvis ændringerne i prøveaftalen reelt bliver bittesmå, så er jeg bange for medlemmernes reaktion. Og hvis ændringerne bliver så store, som der kunne være brug for, hvor skal pengene så komme fra, når lønnen skal prioriteres, spurgte hun.

- Når vi foreslår, at der forhandles om meget få punkter, så er det bestemt ikke, fordi vi mener, at arbejdstiden nu er i orden, svarede Stig Andersen.

- Vi véd fra møder og fra Bysted-undersøgelsen, at medlemmerne stadig har brug for forbedringer. Men der skal tid til at vurdere de praktiske virkninger af det, der blev sat i gang i august. Derfor skal der ikke ske det store nu, fortsatte han.

Formanden forklarede, at hovedstyrelsen ønskede, at der kun skal forhandles om tre punkter, fordi meldingerne fra kredsene viser, at der er to store grupper, som trækker i hver sin retning. Den ene vil have tid til at samle erfaringer, og den anden vil have ændringer nu, sagde formanden.

- Vores 'tre pinde' - om forhandling af prøveaftalen, ikke-disponeret tid til alle lærere og arbejdstidsbestemte tillæg for akkordtimer - er hovedstyrelsens resultat af en vurdering af, hvortil vi kan gå i enighed, sagde hun og forklarede, at det selvfølgelig også var med i vurderingen, at Kommunernes Landsforening ikke skulle provokeres til at rejse kravet om at forringe F-faktoren.

Flemming Ernst, Hvidovre, sagde ironiserende, at det måtte være rart at have nogen at true med.

- Hvis vi stiller krav, kommer Kommunernes Landsforening og stjæler forberedelsen, siger I. Derfor skal vi vente. Men hos os er medlemmerne ikke tilfredse, sagde han og foreslog, at der stilles krav om, at lærere over 60 år skal have færre Ø-tidsopgaver.

Anni Herfort afviste, at hun truede.

- Men jeg føler mig forpligtet til at fortælle, hvordan vi vurderer både muligheder og problemer.

Per Sand Pedersen, Aabenraa, var usikker:

- På den ene side har vi ikke brug for nye regler, der ikke fungerer. Men på den anden side er der brug for en sikring af lærernes ret til at udtale sig om arbejdstidsbudgettet, før fordelingsplanen laves.

Formanden var helt enig.

- Lærergruppen ret til at udtale sig, der skal ikke nye regler til. Men vi må finde måder at støtte medlemmerne dér, hvor de forhindres i at bruge deres rettigheder, sagde hun.

Peter Hess, Ballerup, advarede mod, hvad han kaldte halvforloren enighed.

- Vi har krav, som vi næsten ikke tør sige højt, og hvis vi foreslår noget, får vi at vide, at lærerne selv kommer til at betale.

- Jamen, der er da ikke en naturlov, der siger, at vi ikke kan hente pengene op af kommunekassen. Hvis der laves en discount-liste med krav, og hvis forhandlerne bruger al energien på, at ingen andre grupper - og slet ikke sygeplejerskerne - skal have for meget, så risikerer vi, at vi om et halvt år står med en afgørelse fra medlemmerne, som vi ikke vil bryde os om, advarede han.

Flemming Ernst og Astrid Schjødt Pedersen, hovedstyrelsen, var inde på det samme.

Ernst kunne ikke forstå, hvis det vigtigste var, at kongressen blev enig. Man måtte også se på, hvad der kan stemmes hjem af medlemmerne, mente han, og Schjødt Pedersen mente ikke, at hovedstyrelsens kompromis ville virke samlende.

Kongressen blev enig.

Og formandens vurdering var bagefter, at den har givet hende et solidt fundament at stå på, når hun om kort tid skal i nærkontakt med de andre organisationers medforhandlere og arbejdsgiverne.