En papkasse med vinduer og døre, der kan åbnes, nogle underlige håndstillinger og et lidt usædvanligt eventyr.

Det lyder ikke af meget, men brugt på den rigtige måde er det vigtige redskaber, når børn skal lære at tale og læse ordentligt.

Sproget har nemlig engang imellem behov for at blive hjulpet på vej, før det kan komme i blomst, og sådan som vi danskere udtaler vores sprog, er der ekstra meget brug for sproglige hjælpemidler, hvis vores børn skal nå op på niveau med børn i Sverige, Norge og Finland.

Papkassen ligner til forveksling en af Matador - Korsbæks hyggelige byejendomme, men det er et lydhus, og det er noget helt andet, forklarer tale- og hørepædagog Jørgen Nygaard Markussen.

- For en halv snes år siden arbejdede jeg med en specialklasse, hvor eleverne havde meget svært ved at lære at læse. Derfor besluttede vi at tage udgangspunkt i talesprogets lyde og ad den vej lære dem bogstaverne. Først skrev jeg et eventyr om dengang, 'da lydene kom til verden'. Børnene lærte at lytte til de syngende vokaler, og jeg videreudviklede en række håndtegn, så der til hver konsonant var en bevægelse, der virkede forstærkende på artikulationen. Eventyret blev en del af fantasirammen om lydskelne-legene. En anden del blev et af Brugsens legeby-huse, så talelydene havde et sted at bo. På den måde blev lydhuset til.

Den mindste byggesten

Jørgen Nygaard Markussen vil helst have en hoben børn omkring sig, når han skal demonstrere sit arbejde. Det er nemlig, når vi voksne oplever sådan en situation, at vi har lettest ved at forstå, hvad det hele går ud på.

- Min ide eller metode handler om at få børnene til at føle sig hjemme i fonemernes verden. Den verden, som består af talesprogets mindste byggesten - de betydningsadskillende lyde. Det gør jeg ved at fortælle om sproglydene på så fantasifuld en måde, at børn får lyst til at lytte til - og lege med dem. Jeg tillægger det stor værdi, at børn prøver at skelne fonemer, før de skelner bogstaver, og min vigtigste antagelse er, at tale og bevægelse hører så nøje sammen, at sprogets lyde kan konkretiseres ved hjælp af en præcis og dynamisk håndbevægelse til hver konsonant - et håndfonemen. Når børnene har lært at bruge dem, har de et synonym for sproglydene og dermed får de lettere ved at lære dem at kende.

En anden kanal

Hænderne, kroppen, stemmen og fantasien bruges på fuld tryk, når Jørgen Nygaard Markussen fortæller sit eventyr og leger fonemerne ind i børn. Det anbefaler han også andre at gøre, hvis de vil benytte hans metode.

Det er der mange der vil.

Da der i første omgang blev opnået gode resultater med sprogligt vanskeligt stillede børn, begyndte Jørgen Nygaard Markussen at bruge samme metode i almindelige børnehaveklasser i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han arbejder. Siden har han holdt adskillige kurser for børnehaveklasseledere og lærere i første klasse.

- Metoden kan bruges i forbindelse med træning af sproglig opmærksomhed. Dermed kan den lette vejen til bogstavernes verden. Ved at lege med afkodning af det talte sprog før afkodning af det skrevne nedtones for en tid bogstavernes betydning. Når de så præsenteres har eleverne forhåbentlig større forudsætninger for at forstå, hvor genial den første bogstavmager egentlig var.

Synssansen er dominerende i traditionel læseindlæring, men erfaringerne viser, at nogle børn har glæde af - så at sige - at kunne slå over på en anden kanal. Ved at benytte flere sanser og involvere forskelige systemer i bevidsthedsprocessen giver man hjernen et nuanceret indlæringstilbud.

Knæk koden

Udgangspunktet for lydhusets verden var børn, der havde særlige behov, men mange andre kan have gavn af at fokusere på den detalje, der hedder fonemener, for at få fat i helheden. Det har altid været god pædagogik at gå fra helhed til del, fra det sammensatte til det delte og ikke omvendt, men det vil være godt, hvis man kunne gå begge veje samtidigt. Indlæringsprocessen behøver ikke være en enten-eller og den pædagogiske udfordring er at anskueliggøre del og helhed i en sammensætning - at vise et både-og, mener Jørgen Nygaard Markussen.

- Mange af de børn, der går i stå i den indledende læseproces, kan ikke knække den alfabetiske kode, fordi de ikke har forstået sammenhængen mellem lyd og bogstav. Efter flere læseforskeres mening er denne forståelse en væsentlig forudsætning for at stave - og læseprocessen kommer godt i gang. Den forståelse kan arbejdet med foneme hjælpe dem til at få. Jeg kan ikke lade være med at nævne, at fonemener og artikulation måske spiller en væsentlig rolle, hvis man vil forstå, hvorfor danske børn i de yngste klasser er dårligere læsere end børn i andre nordiske lande. I Sverige, Norge og Finland udtaler man fonemerne meget tydeligere, end vi gør i Danmark. Det gør det lettere at forstå sammenhængen mellem lyd og bogstav. Når mine elever føler lydene i munden og hånden og kan lydstave uden bogstaver, bliver de måske bragt op på et udtalemæssigt bevidst niveau, der kan sammenlignes mde det, som børn i de andre nordiske lande automatisk lærer sig, fordi deres modersmål er langt mere distinkt og melodisk. Man kunne ønske sig, at flere danskere var glade for at udtrykke sig på deres modersmål. Måske ville det være en begyndelse, hvis undervisere i dansk kælede lidt mere for den mundtlige udtryksform.

Jan Kaare er freelancejournalist.

Nu skal I høre

Jeg skal fortælle jer noget, der er sket for så længe siden, at ingen rigtigt kan huske det mere. Derude i det store tomme univers, skete der noget. Stilheden gik i stykker.

'BRRRRRROOOOOONG'.

Hvad var det?

Det var det første tordenskrald. Og da det havde lagt sig, kunne man høre: 'ttttt... ffff... kkk... oooo... uuuu... ååå...aaaa... iii...'. Hvad var det? Det var talelydene, der blev født, og da de først var blevet skabt, fløj de rundt i verdensrummet. Der var jo god plads - men de kom så langt væk, at de hørte stjerneskud og planetsusen. I den situation måtte de søge andre steder hen. De ledte efter et sted, hvor de kunne kommunikere i fred. En af talelydene - man ved ikke hvilken - fik øje på en lille prik. Og da den først havde øje på den, begyndte den at vokse - og den voksede til den blev lige så stor som Jorden. Det var nu ikke så mærkeligt, for det var Jorden, men set deroppefra ser den jo ud, som en ganske lille prik. Her fandt talelydene et sted at slå sig ned, og vi er så heldige, at de danske slog sig ned lige her, hvor danskerne bor.