Lærerne er den stand, der forholdsmæssigt har flest kommunalpolitikere blandt sig. Lærerne er tæt på børnene af de mange forældre, der har et liv finansieret af sociale ydelser. Lærerne indfører eleverne i de aktuelle samfundsforhold.

Lærerne giver erhvervsvejledning og sender dem, der ikke orker mere end den obligatoriske skolegang, ud i arbejdslivet. Eller rettere for manges vedkommende på bistandshjælp og aktivering. Jo, der er grunde nok til at skrive om den pågående velfærdsdiskussion og revision af bistandsloven.

I flammeskriften hen over revisionen står der: 'Den enkeltes ansvar'. Ikke med et ord henvises der til 'Virksomhedernes sociale medansvar', skønt socialministeren er rejsende i den kampagne. Ikke med et ord tales der om et socialpolitisk ansvar, der rækker ud over de svageste. Tænk, hvis revisionen af det sidste sikkerhedsnet blev ledsaget af appellen om, at vi gør nedbringelsen af det store antal på overførselsindkomst til en folkesag. Flammen i velfærdsdiskussionen, som kunne give brand i den. For er der ikke noget, der hedder et demokratisk ansvar?

Indtil videre drejer debatten sig om, at alt for mange lever af overførselsindkomst, at kun de dårligst stillede skal have, og at resten skal brugerbetale og i øvrigt finde egne forsikrings- og pensionskasseløsninger. I gamle dage, hvor totredjedelssamfund betød, at to tredjedele var fattige, var det nemt at skabe solidaritet. I dag, hvor to tredjedele har deres på det tørre, tror jeg, at velfærdssamfundet lider skibbrud, hvis vi indskrænker velfærdsbegrebet til, at de mange skal betale til de få uden selv at få noget.

En lille million mennesker under 67 år lever af overførselsindkomster. Knap halvdelen har arbejdsløshed som årsag, og knap halvdelen har helbred som årsag. Resten er på orlov. Skønt orlovsordningerne er det, man velfærdsmæssigt især kan glæde sig over, er reformen den mest udskældte, og det langt ind i radikale rækker. Den forringes derfor til stadighed.

Hvis vi gjorde nedbringelsen af det store antal på overførselsindkomt til en folkesag - i bedste fald med vore politikere - også kommunalpolitikere - og folkeoplysere som fortrop - ville vi så ikke hurtigt få snakken om de manges ødelagte helbred og de mange uløste opgaver samtidig med de mange arbejdsfrie hænder?

Vi bruger vores såkaldte velfærdskroner uforsvarligt, hvis opgaven da ikke er at sikre beskæftigelse til de mange i social-, sundheds-, undervisnings-, kontrol- og aktiveringssektorerne. Alle os, der har fast arbejde ved at tage os af de udstødte og helbredssvækkede. Jeg er selv en af slagsen. Vil vi ikke hellere blive husket for, at vi gik med i folketoget mod den sociale udstødning?

Totredjedelen med deres på det tørre har fået den private velstand tredoblet siden 1955. I samme periode er skatte- og afgiftskronerne til velfærdsstaten blevet femdoblet. Vi har kort sagt ingen økonomisk begrundelse for den manglende politiske vilje til at nedbringe antallet af mennesker, der lever af overførselsindkomst. Men klassekampen er erstattet af kassekampen. Det er billigere for kommunerne at beskæftige aktiverede end at oprette/bevare rigtige job. De har også pligt til at aftage de aktiverede, hvis det private erhvervsliv ikke vil. Staten betaler mindst halvdelen af udgiften.

I de private husholdninger er der både ude og inde et stor antal opgaver, som andre kunne aflaste os med. Hvis ellers vi fik lagt vores forbrug om, så det både bestod af varer og af service frem for alt det gør det selv, gør det skidt, gør det ikke eller gør det sort. Hvis det i stedet blev i form af Grøn Hjemmeservice, ja, så nærmede vi os det demokratiske ansvar.

Gunvor Auken er socialrådgiver i Specialarbejderforbundet.