Debat

Medlemmernes valg

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Niels Christian Sauer skriver i Folkeskolen nummer 37, at der skal mirakler til, for at kongressen i oktober vedtager direkte valg af formand i foreningen, når nu hovedstyrelsens flertal anbefaler det modsatte. Jeg stemmer som kongresdelegeret for direkte valg, hvad så hovedstyrelsen anbefaler.

Generalforsamlingen i kreds 134 vedtog for år tilbage at pålægge de delegerede at arbejde for netop dette direkte valg. Grunden var ganske sikkert, at mange lærere fornemmer, at toppen af foreningen fjerner sig fra bunden og lærernes daglige realiteter i klasserne.

Faren ved det repræsentative demokrati, hvor niveau stables på niveau - pyramiden bestående af medlemmer, tillidsrepræsentanter, kredsstyrelse, kongresdelegerede, hovedstyrelse, formand - er selvfølgelig, at jo længere du organisatorisk set er fra medlemmerne og deres vilkår, jo højere du befinder dig i pyramiden, jo ringere tillid får du til dømmekraften og overblikket i bunden, på gulvet. Man kan sige, at der er fare for, at overblikket bliver så stort, at man ikke længere kan se det, man overskuer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Medlemmerne skal vælge formanden, ligesom de vælger hovedstyrelsen (og lad os vælge hovedstyrelsen efter kandidaternes anskuelser - listevalg).

Jeg forestiller mig af og til, at vi lærere også selv valgte professorer og forskere til de pædagogiske topstillinger i landet. Arbejdsglæde og stolthed ville da fortrænge lærernes fornemmelse af utilstrækkelighed og skyld. Niels Egelund ville blive nødt til at vende tilbage til produktivt arbejde i skolens praksis. Her kunne han så praktisere sin idé om at give sin løn til indkøb af ordentlige undervisningsmaterialer - Egelunds første bidrag til et kvalitetsløft i folkeskolen. Tilbage til virkeligheden: DLF's tillidsvalgtes tillid til medlemmernes indsats og dømmekraft bør være større.

Mogens Lundetoft Clausen

Øst-Djurs Kredsen