Debat

Konklusion af en undersøgelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter den store og nok bekostelige selvransagende DLF-medlemsundersøgelse melder spørgsmålet sig, hvorfor en så stor procentdel af medlemmerne tilsyneladende sværger til illusionernes tågede, usammenhængende verden. 81 procent skulle have sagt god for den udelte skole, samtidig med at man med den udhulede undervisningsdifferentiering fantaserer sig til den delte skoles reelle muligheder for at tage individuelle hensyn, og samtidig med at Danmarks Lærerhøjskoles uddannelseschef Chresten Kruchov offentligt udtaler sig så varmt til fordel for holddelinger i snart sagt enhver skolesammenhæng, at han må have svært ved at have noget som helst til overs for udeltheden. 81 procent tilslutter sig skolens omdannelse fra en hensigtsmæssigt indrettet fagdelt vidensformidling til overfladiskhedens lighedsideologiske tværfaglighed uden faglig baggrund, samtidig med at man labber en god portion politikersnak om nødvendigheden af styrkelse af de faglige kundskaber i sig. Man tilslutter sig de totale tidsædende personlighedsovergramsende evalueringer, samtidig med at man ikke kan få dem indpasset i den skole, der derfor er nødt til at gøre en dyd af at lade eleverne tage ansvaret for egen læring, fordi lærerne ikke længere magter det, når loven har berøvet dem deres metodefrihed. Og sådan fremdeles i det uendelige.

Tilsyneladende mener 81 procent, at illusionernes tåger spredes, når blot myndighederne fremmaner det astronomiske beløb, der skal foregive at forvandle illusionerne til virkelighed. Man kan åbenbart sagtens leve et tåleligt liv i de ideologiske fantasiabstraktioners utopiske virkelighedsforvrængninger og forsvare overgrebene på børnenes undervisning, hvis man blot kan finde et uopfyldt og uopfyldeligt behov, man kan skyde ansvaret ind under. For sikken et held at de manglende ressourcer er så enorme, at alt andet nærmest må sættes i stå, for at folkeskolen kan få dækket de behov, hvis tilstedeværelse er så nødvendige for illusionernes opretholdelse. 81 procent går gerne ind for den udelte fagskyende folkeskole med dens indbyggede urimeligheder. Men man tager klogeligt ikke ansvaret for den. Dette må være undersøgelsens konklusion.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

viceskoleinspektør, Brønderslev