Tag til Gentofte

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nogen tid siden blev jeg ringet op af nogen fra Gentofte Kommune, der fortalte, at kommunen var i gang med et projekt, der skulle udvikle og modernisere skolevæsenet. Jeg lyttede med et halvt øre, klemte røret fast mellem skulder og øre, så jeg kunne arbejde videre imens.

Stemmen i røret fortsatte sin beretning om kommunens paradisiske planer. Jeg har hørt det før. Masser af gange og fra masser af kommuner: Udviklingsplaner, målsætninger, Skolen år 2000. Varm luft. Uforpligtende begrebsgyderi uden megen substans.

Men pludselig lød der i røret et ord, jeg aldrig havde hørt før i denne sammenhæng.

'Hov', afbrød jeg. 'Hvad var det, du sagde? Spol lige lidt tilbage'.

'Udviklingsplaner?'

'Nej, lige før det. Lidt længere tilbage'.

'457 millioner?'

'Ja, der. Hvad var det, du sagde?'

'En næsten enig kommunalbestyrelse i Gentofte har afsat 457 millioner til at modernisere kommunens skolevæsen'.

Jeg måtte sunde mig lidt. Firehundredeogsyvoghalvtreds millioner. Det er mange penge. Rigtig mange penge. Hidtil har vi ikke hørt andet end kommunal jammer. Var hovedargumentet ved forhandlingerne om lærernes arbejdsvilkår ikke, at kommunerne på grund af det stigende børnetal måtte have 'mere undervisning for de samme ressourcer?'

Men der er én kommune, der kan og vil: Gentofte. Den nødvendige udvidelse kunne gøres for omkring 300 millioner. Men så er det, det sker: I kommunalbestyrelsen opstår der pludselig en vild og vidunderlig tanke: Vi vil ikke nøjes med at lappe og bygge til, så vi kan klare det stigende børnetal. Lad os vende det om og sige: Vi vil have det bedste skolevæsen, vi kan få. Hvor mange penge kan vi skaffe, hvis vi støvsuger budgetterne!

Dér ligger det beundringsværdige i kommunalbestyrelsens beslutning. Man handler ikke bare tvunget af omstændighederne, men af vilje og vision! De 457 millioner er ikke, hvad det vil koste, men det er, hvad man kunne skrabe sammen til dette visionære formål: At skabe den bedste skole.

Og det bliver det. Landets bedste skolevæsen. Mens de øvrige kommuner sidder og fedter med at lægge en ekstra løkke omkring prangerpungene, og uforpligtende varm luft siver ud overalt, går Gentofte den modsatte vej: Lægger pengene på bordet. Ikke bare en rund sum, men alt, hvad de kan skaffe.

Hold derfor øje med Gentofte. Det er derfra, udviklingen af den moderne skole vil komme, af den simple grund, at det er det eneste sted, hvor de nødvendige ressourcer til det er til stede. Til landets engagerede og dygtige lærere siger jeg derfor: Tag til Gentofte. Henslæb ikke dit professionelle liv i en kommune, der bare vil holde skindet på næsen og ligge underdrejet, mens den venter på bedre tider. Tag til Gentofte og deltag i udviklingen af landets bedste skolevæsen.

Og til DLF: Giv Stinus-prisen til kommunalbestyrelsen i Gentofte. De har med deres visionære beslutning fortjent det.

Udviklingen af Gentofte Skolevæsen styres af SKoleUdBygningprojektet Skub og kan følges på Internet på adressen: www.skub.dk

Steen Larsen er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole

Powered by Labrador CMS