Store elever hjælper små cyklister på vej

God ide at lade de store elever undervise de små i færdselslære, siger man på Balleskolen i Silkeborg

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Camilla Aaby Rasmussen har droppet rollen som elev i 8.b på Balleskolen i Silkeborg til fordel for lærergerningen, og det kommer 3.a til gavn.

'Kenneth, du skal række hånden længere op, når du vil stoppe. Ellers kan en bilist ikke se den', forklarer Camilla.

Sammen med to klassekammerater i 3.a øver Kenneth Jensen venstresving i et stille villakvarter tæt på skolen. Camilla Aaby Rasmussen løber ved siden af og nærmest taler ham gennem krydset.

På fortovet står politiassistent Mogens Glænø og er klar til at gribe ind, hvis de tre elever fra 8.b fortæller dem fra 3. noget forkert.

'I er ikke til eksamen. Laver I fejl, så retter vi dem', siger han beroligende til både store og små.

Der er stort set ingen anden trafik i krydset. Det er Mogens Glænø godt tilfreds med.

'Det virker måske svært for jer at give tegn på en stille vej. Men det er vigtigt, at I lærer at bruge tegnene, så I kan cykle sikkert i trafikken', siger politiassistenten.

Det kan dog også blive for meget af det gode, så Mogens Glænø reagerer straks, da Mette Bondo Mønster fra 3.a rækker armen ud hele vejen gennem det højresving, der er indlagt i øvelsen. Han siger dog ikke noget til hende. Han henvender sig til en anden 'lærer', Sofie Lehrmann Gravgaard fra 8.b.

'Sig til pigen, at hun ikke skal blive ved med at holde armen ude, for så har hun svært ved at styre cyklen gennem svinget'.

Sofie nikker.

Motiverede elever

Idéen til at lade store elever undervise små opstod for nogle år siden, da en af skolens 6.-klasser klarede sig katastrofalt ringe i den obligatoriske cyklistprøve.

'Vi måtte finde på noget, der kunne gøre dem til bedre cyklister', fortæller Helen Holse, klasselærer for 8.b.

Hun gennemførte ideen første gang for syv år siden. Siden har skolebestyrelsen gjort det til et princip, at 8.-klasserne skal undervise i færdselslære.

'Vi cykler med eleverne, hver gang vi skal til et arrangement inde i Silkeborg. Der er ikke meget ved, at de kan læse og skrive, hvis de bliver kørt over i trafikken', siger Karen Thomsen, klasselærer i 3.a.

For at kunne undervise skal 8.-klasserne kende både færdselsloven og deres egne cykelvaner. De har brugt 12 dansktimer på at forberede sig til de tre gange, de er sammen med eleverne fra 3. klasse. Ud over at øve venstresving, køre på manøvrebane og træne balance med de små har eleverne planlagt en cyklistprøve, hvor de små elever cykler en cirka fem kilometer lang rute sammen med én af deres forældre. Bagefter skal de løse teoriopgaver, og til sidst kåres der et vinderpar.

Karen Thomsen tror ikke, at eleverne i 8. klasse begynder at udføre perfekte venstresving, fordi de har undervist i det. Hun er dog overbevist om, at de bliver mere opmærksomme i trafikken. Men størstedelen af det trafikale udbytte ligger i 3. klasse.

'For de små har undervisningen stor færdselsværdi. For det første gør de sig umage, for de vil gerne have ros af 8.-klasserne. For det andet bliver undervisningen mere grundig, fordi der er flere 'lærere' på. Det er ikke let for mig at stå alene med 23 små elever på manøvrebanen. Nu har jeg tid til at iagttage begge klasser på en helt anden måde'.

Det virker falsk

Camilla Aaby Rasmussens gruppe har forladt krydset ved Asger Jorns Vej og Johan Skjoldborgs Vej og har taget deres tre elever med ned på manøvrebanen. Her skal de cykle ind og ud mellem kegler, styre rundt i snævre sving og vise, at de kan køre lige ud, selv om de skal se sig tilbage.

'Vi må hele tiden skifte til nye opgaver. Ellers er det svært at holde dem koncentreret', siger Camilla i forbifarten.

Selv har hun fået frisket reglen om venstresving op. Den havde hun glemt.

'Det havde nok hjulpet, hvis mine forældre cyklede korrekt'.

'Nu vil jeg tænke meget over, hvordan jeg kommer sikkert igennem et kryds, hvor jeg skal svinge til venstre', siger hun.

Sofie mener også, at hun vil blive mere opmærksom. I hvert fald vil hun holde op med at køre over for gult. Men det kan godt være, at hun stadig kommer til at cykle på fortovet og over fodgængerovergange.

'Det er sjovt at undervise. Men det virker også lidt falsk, for vi gør jo ikke selv de ting, vi lærer 3.-klasserne'.

'Jeg holdt for eksempel op med at bruge cykelhjelm for to år siden. Jeg kan sagtens sige nogle kloge ord om, at det er vigtigt at køre med den, men i de højere klasser er det altså ikke smart at have den på'.

Hverken hun eller hendes klassekammerater kunne give et fornuftigt svar, den dag de små spurgte til, hvorfor de aldrig har cykelhjelme på.

'8.-klasserne blev noget forlegne', fortæller lærer Karen Thomsen.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS