Mødet med en lærer, der turde se hende i øjnene, ændrede alt i Fleur Jakobsens skoleforløb.

Hun forklarer det sådan:

'Da det skete i 8. klasse, følte jeg for første gang i min skolegang, at jeg havde kontakt med en voksen. Jeg havde gået i skole i syv år uden at mærke, at der var en eneste lærer, der interesserede sig for, hvordan jeg havde det. Derfor husker jeg næsten intet fra de første mange år'.

Fleur Jakobsen, i dag 28 år, kan derfor se tilbage på sine oplevelser i skolen med en vis distance, men det gør hun ikke.

'Det har stor betydning for et barn, hvordan det bliver behandlet i skolen. Navnlig hvis det kommer fra sådan et miljø, som jeg kom fra. Derfor betyder den lærer, der så mig i øjnene, stadig meget for mig, og jeg husker også med glæde andre af de voksne på den skole. Til gengæld har jeg meget svært ved at forstå, hvad der foregik i hovederne på de lærere, jeg havde i de første skoleår. De forrådte mig', siger hun.

Fleur voksede op i et miljø præget af omsorgssvigt. Hendes barndomshjem i en midtjysk provinsby var domineret af stedfaderens drikkeri, og hun blev udsat for incest.

'Hans humør svingede meget, og når han drak, endte det tit med vold over for mig eller mine tre søskende. Det var ikke noget, der skete hver dag, men det hændte jævnligt, at jeg fik tæsk med en bøjle. Mine søskende var mindre, og de kunne slet ikke tåle det. Jeg var mere robust, og efterhånden lærte jeg at lukke af over for fysisk vold. Det var jo bare min krop, og næste dag var det overstået. Derfor trådte jeg mange gange i deres sted'.

Skævt fra begyndelsen

'Vores hjem var præget af, at vi ikke blev opdraget ret meget. Sådan noget som at vaske sig lærte vi ikke, og almindelige omgangsformer fik vi ikke noget at vide om. Heldigvis havde jeg min mormor, som sagde 'husk nu, du kan altid komme her, hvis det er'. Det hjalp mange gange, når der var noget galt'.

Det var ikke kun hjemme, der var problemer. Selvom Fleur Jakobsen kun svagt husker de første år af sit skoleforløb, er hun ikke i tvivl om, at det kørte skævt lige fra begyndelsen.

'I skolen mærker børn nemt, at de ikke er som andre. Det fandt jeg ud af allerede i børnehaveklassen. Jeg husker engang, hvor jeg som den første fandt på at lave en slags spejle af sølvpapir og sugerør. Jeg blev ivrig, fordi jeg for en gangs skyld havde de andres opmærksomhed, men da det ringede, kom læreren hen og stoppede mig brat. Mens alle så på, kneb han mig i armen. Det ville ikke være sket for andre. En anden gang fik jeg besked på at holde op med at danse ved en fest, fordi 'det ikke var noget for mig''.

'Man kan mærke på andre, at man ikke hører til, og sådan følte jeg det. Når man ikke bliver vasket ordentligt, og når man tisser i sengen, til man er 14 år, er man et oplagt offer for mobning. Men det var ikke de andre børn, der var det værste. Det var, at ingen af de voksne snakkede med mig, selvom de godt vidste, hvad der foregik i mit hjem. Det kunne jeg se i deres øjne. Jeg havde desuden en klar fornemmelse af, at der blev snakket om mig på lærerværelset'.

Frit slag for mobning

'Flere år senere mødte jeg en af lærerne. Han sagde: 'Vi vidste godt du fik tæsk, men hvad kunne vi gøre?' Det forargede mig. Der var en masse, de kunne have gjort, men forudsætningen var, at de interesserede sig for mig som menneske. Det tror jeg ikke, de gjorde', siger Fleur Jakobsen.

I stedet for den hjerte til hjerte-snak, som hun i den grad havde brug for og længtes efter, følte Fleur, at lærerne lagde afstand til hende, og at der var frit slag for mobning. Derfor søgte hun væk fra klassen.

'Skolebiblioteket blev mit hjem i frikvartererne, og på fritidshjemmet læste jeg de bøger, som jeg havde lånt. Et andet smuthul var min søsters klasse. Der kendte de mig bare som Anitas storesøster og ikke som hende, der lugtede, og som skulle drilles'.

'Set i bakspejlet fik jeg meget ud af bøgerne. Jeg lærte en masse, som de andre ikke vidste noget om. Hvis der blev snakket om, hvordan man smurte vognhjul uden at have fedt eller olie, så vidste jeg det, og jeg kunne også forklare, hvad den skumfødte Venus var for noget. Men når jeg gjorde det, tænkte jeg samtidig 'Åh nej, nu har jeg igen sagt noget, som de kan drille mig med'. Det var på den måde, jeg fik cementeret mine sociale handicap. Jeg er fortsat bange for ikke at kunne falde til, og min kontakt til jævnaldrende er ikke særlig god', siger Fleur Jakobsen.

Hun følte sig udplaceret og sat i bås. Det lå i luften, at sådan en som hende ikke kunne klare sig godt i timerne. Derfor mistede hun troen på, at hun kunne finde ud af noget som helst. Lærerne syntes, at hun var bagud i forhold til de andre, men hos psykologerne fandt man ud af, at det forholdt sig lige omvendt. Hun var meget moden og vidende af sin alder.

Faktisk god til matematik

Da hun var 12 år, blev forholdene i hjemmet for barske, og hun fik mulighed for at flytte på børnehjem og samtidig skifte skole.

'Det var noget af det bedste. Jeg kunne mærke med det samme, at det var en meget bedre skole for mig. Der var kontakt både med den lærer, der først kiggede mig i øjnene, og med andre voksne. Skolesekretæren var en af dem, jeg snakkede meget med. I timerne fik jeg ros, når jeg kunne noget, og så jeg ud til at være ked af det, kom der tit en lærer for at snakke med mig'.

'Matematik havde altid været et af mine dårligste fag, men den nye lærer i faget sagde, at uanset hvad jeg tidligere havde fået at vide, så var jeg faktisk god til det. På den måde fik jeg igen lyst til at lære noget med tal og ligninger, og sådan gik det også i andre fag. Det var ikke, fordi lærerne var geniale ved tavlen, men de skabte kontakt. Derved forsvandt frygten for at sige og gøre noget i timerne. Måske tog de sig særligt meget af mig, fordi jeg boede på børnehjem, men det vigtigste var, at de så mig som den, jeg var. De havde ikke en masse fordomme om, hvordan det ville gå sådan en som mig'.

På den nye skole blev hun også mobbet, og det lykkedes aldrig for Fleur at blive accepteret af de toneangivende drenge i klassen, men det gjorde ikke noget. Hun havde sine succesoplevelser i forhold til de voksne og i forhold til fagene. Hun scorede hurtigt 13 i diktat, og da hun sluttede i 10. klasse, fik hun mange 10- og 11-taller.

Vil selv være lærer

Hun har siden taget studentereksamen og en uddannelse som korrespondent. Hun har også prøvet sine kreative evner af som skuespiller og sangerinde på Bakkens Hvile. I øjeblikket studerer hun på tredje år til lærer på Nr. Nissum Seminarium. Hun er fuldstændig vild med tanken om en dag at skulle undervise elever i alle aldre i folkeskolen.

I modsætning til så mange andre med en tilsvarende baggrund har hun fået styr på, hvad hun vil i livet, og hun føler, at hun som et mælkebøttebarn har brudt den sociale arv og kæmpet sig til en plads i solen.

'På et eller andet tidspunkt sagde jeg til mig selv: Du har to muligheder: Enten at blive bitter og synes, at det er så synd for dig, eller også at vise, at du godt kunne noget, og at livet skal have en skalle. Jeg valgte det sidste, blandt andet fordi jeg vidste, at mine børn skulle have en anden opvækst end den, jeg havde fået'.

'Med mine erfaringer fra skolen har det været noget af en overvindelse at begynde på lærerstudiet, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg har noget godt at bidrage med over for eleverne, og jeg ved, hvad udsatte børn har behov for, nemlig menneskelig kontakt og accept'.

'Det vigtigste er at skabe personlige relationer til eleverne, også til dem, der er svære at få kontakt med. Man skal møde eleverne på det plan, hvor de befinder sig, og det skal gøres på en måde, så de føler, at vi alle sammen er mennesker. Man skal også rose eleverne, så de mærker, at de kan finde ud af noget. Det værste, man kan gøre over for de udsatte elever, er at tage udgangspunkt i, at det går dem dårligt. Det bygger hovedparten af de sociale og pædagogiske teorier på. Derfor kommer mange nye lærere ud i skolen med den opfattelse. I stedet bør de lære af deres egne erfaringer. Det, som de finder ud af, når de møder eleverne'.

'Det er ikke nødvendigvis særlig nemt, og man kan også komme i en situation, hvor man bliver for engageret på et personligt plan. Det har jeg nok selv en tendens til. Men i mange situationer handler det måske bare om at være ærlig. 'Jeg kan se, at du har det dårligt, skal vi snakke om det?' Eller 'du bliver vist ikke vasket ordentligt, skal vi finde ud af, hvordan man gør det?' Den slags enkle spørgsmål kan skabe den afgørende kontakt til et barn', siger Fleur Jakobsen.-Jan Kaare er freelancejournalist

Med mine erfaringer fra skolen har det været noget af en overvindelse at begynde på lærerstudiet, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg har noget godt at bidrage med over for eleverneDet vigtigste er at skabe personlige relationer til eleverne, også til dem, der er svære at få kontakt med