Verner Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et aktiv for egnen er gået bort! Vi var godt klar over, at Verner ikke havde det så godt, for cigaren var væk og 'travet' blevet lidt langsomt! Alligevel kom det som en overraskelse, at Verner var død - stille sovet ind efter et halvt års tiltagende sygdom.

Fra han i 1948 kom til Vinde Helsinge som enelærer, og til han for 15 år siden gik på pension fra Kirke Helsinge Skole, var han særdeles aktiv både inden for og uden for skolens verden.

Han startede aftenskole allerede i 1950 i Vinde Helsinge, og da centralskolen i Kirke Helsinge blev indviet i 1958, flyttede han med og startede i 1962 en ungdomsskole for de 14-18-årige.

I Løve Herreds Lærerkreds var han i mange år kasserer. Han var medlem af menighedsrådet i Kirke Helsinge, og i en årrække virkede han som organist i både Kirke Helsinge og Reersø Kirke. Han ledede frivillig gymnastik i såvel Vinde Helsinge som Kirke Helsinge, og fodbolden nød han fra sidelinjen.

Han gik meget op i sin have, og ikke mindst bierne havde hans store interesse - og det er vi mange, der har nydt godt af! - og i mange år var han formand for Gørlev og Omegns Biavlerforening.

Han havde altså mange berøringsflader udadtil, og det gjorde, at han var en meget vidende meddeler til Kalundborg Folkeblad fra 1948 og til kort før sin død, godt assisteret såvel her som der af sin kone, Edel, til hvem vi også sender vore bedste tanker.

Verner var en god, vellidt og altid meget hjælpsom kollega, og med cigar i munden og oprullede ærmer, uanset om det var sommer eller vinter, vil vi mindes ham.

Æret være hans minde!

På vegne af hans tidligere kolleger

ved Kirke Helsinge Skole

Jon Mortensen