Ide 30 år jeg har været idrætslærer,har jeg altid fokuseret på, at der ikkemåtte ske eleverne noget. Jeg har aldrig tænkt på, at der kunne ske mig noget, og det har ligget i baghovedet, at hvis jeg kom til skade, mens jeg var på arbejde, så ville arbejdsgiverens forsikring selvfølgelig dække mig. Andet var jo ikke rimeligt, siger Torben Nielsen. Han fik i oktober sidste år en knæskade, mens han deltog i et obligatorisk kursus.

Torben Nielsen har altid haft mindst ti ugentlige idrætstimer på sit skema. Derudover har han dyrket masser af sport i sin fritid - fodbold, løb, cykling og svømning. Han brugte i mange år mini-trampolin i sin undervisning både på skolen og på Vordingborg Seminarium, hvor han underviste i to år. Han havde selv sprunget trampolin i flere år, da mini-trampolinen blev forbudt i undervisningen efter nogle alvorlige elev-ulykker.

Nogle år efter blev mini-trampolin igen tilladt i undervisningen, det krævede blot, at læreren havde deltaget i et specielt kursus. Torben Nielsen var lidt irriteret over at skulle på kursus i noget, han havde gjort i mange år. Han måtte endda vente i lang tid på at få plads på et af de obligatoriske kurser, men endelig blev det da hans tur.

På kurset i oktober 1996 varmer deltagerne op og laver nogle små spring, inden de skal i gang med det første spring med tilløb. Det er her, det går galt. Da Torben Nielsen lander på måtten, skriger han af smerte. Fæstet til en af hans knæstrækkere ryger, da han lander. Han bliver opereret i knæet samme aften.

Senere fortæller lægen ham, at det er temmelig alvorligt med en sprunget knæstrækker. Knæet bliver aldrig helt godt igen. Normalt giver sådan en skade 10-15 procent mén.

- Jeg ved ikke, hvad der skete, da jeg landede, men måske ramte den ene fod måtten lidt før den anden og bar derfor hele vægten, siger Torben Nielsen.

Afgørende for ham er, at der ikke skete en 'pludselig, udefra kommende hændelse'. Det er nemlig definitionen på en arbejdsskade. For at blive anerkendt som arbejdsskade skal hændelsen være sket uden ens egen vilje, og den skal være pludselig og komme udefra. Der skal være sket noget uventet. Det kunne for eksempel være, at der havde været vådt på måtten, at en anden person var kommet løbende, så han var blevet distraheret i springet eller lignende.

Torben Nielsens problem er, at der ikke skete noget specielt og udefra kommende, da han pådrog sig skaden.

Jeg udfyldte skadesanmeldelser og sendte til både mit eget forsikringsselskab, Lærerstandens Brandforsikring, og til arbejdsgiverens selskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, fortæller Torben Nielsen.

- Allerede efter en uge fik jeg svar om afslag fra mit eget selskab. Det var ikke en arbejdsskade, sagde de. Men jeg var fortrøstningsfuld. Jeg havde jo været på arbejde, da det skete, så jeg troede helt sikkert, at jeg var dækket.

Men sådan er det ikke. Selv om han var på arbejde, da han fik skaden, og oven i købet deltog i et obligatorisk kursus, kan han ikke få erstatning eller få skaden anerkendt som en arbejdsskade.

- Når man ikke får anerkendt sin skade, er det som om, man ikke er kommet rigtig til skade. Folk tror ikke rigtig på det, og jeg kan mærke, at det piner mig, siger Torben Nielsen.

- Jeg føler mig også svigtet. I starten følte jeg mig mest svigtet af Lærerforeningen og af mit forsikringsselskab, men nu har min kreds støttet mig meget i sagen.

Torben Nielsen har skrevet til Lærerforeningen, til Arbejdsskadestyrelsen, til Idrætslærerforeningens blad og til Folkeskolen. Og Lærerkredsen for Næstved og Omegn har rettet henvendelse til hovedstyrelsen.

I brevet til Arbejdsskadestyrelsen skriver Torben Nielsen, hvordan han selv opfatter sin sag som en omskrivning fra Holbergs skuespil Erasmus Montanus. 'Torben Nielsen har pådraget sig en skade. Da han pådrog sig skaden, skete der ikke noget uventet. Ergo er Torben Nielsen ikke kommet til skade'.

Strengt taget kan en lærer jo ikke undervise i idræt under sådanne betingelser. Man kan kun fortælle eleverne, hvad de skal gøre og så ikke mere, siger Torben Nielsen.

Og det er faktisk sådan han må undervise nu. Han er stadig idrætslærer, men i mange tilfælde kan han ikke længere vise eleverne, hvordan de skal udføre en øvelse.

- Jeg er helt klart blevet en dårligere idrætslærer.

- Samtidig har skaden også forringet min livskvalitet. Jeg har altid dyrket meget sport, men nu kan jeg ikke løbe mere, og det betyder også, at jeg ikke længere kan spille fodbold. Jeg kan svømme og cykle, men det gør ondt i knæet, når jeg gør det.

- Det værste er, at jeg ikke engang kunne tegne en forsikring, der dækker sådan en sag - ligegyldigt hvor meget jeg ville betale. Det eneste, jeg kunne have gjort, var at kriminalisere mig selv ved at lyve om, hvordan skaden skete. Men jeg fortryder ikke, at jeg har været ærlig. Det kan ikke være rigtigt, at man skal lyve.

I sit brev til lærerforeningen efterlyser Torben Nielsen en forklaring på, hvorfor man ikke har oplyst lærerne grundigt om, at de ikke er dækket af en forsikring i tilfælde som dette. Han henviser desuden til en Højesteretsdom fra marts i år, der slår fast, at der ikke må være for stor afstand mellem, hvad folk mener er en ulykke, og hvad forsikringsselskaberne definerer som en ulykke. Den dom håber han, at man vil arbejde videre ud fra.

Jeg havde jo været på arbejde, da det skete, så jeg troede helt sikkert, at jeg var dækket