Rasmus Carl Fynbo

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En smuk augustaften døde forhenværende viceskoleinspektør ved Skødstrup Skole Rasmus Carl Fynbo i en alder af 84 år.

Han døde pludseligt i hjemmet, uden forudgående sygdom, efter en begivenhedsrig dag sammen med hele familien på Helgenæs, hans barndomsegn.

Fynbo fik sin læreruddannelse fra Skårup Seminarium i 1944.

1946 kom han til Skødstrup Skole; i 1967 blev han viceskoleinspektør, indtil han i 1982, 70 år gammel, gik på pension.

Skolens og hele sognets ve og vel lå ham meget på sinde. For ham var lærerjobbet en gerning. Alle børn stod hans hjerte nær, men specielt de fagligt svage børn nød godt af hans undervisning.

Som viceskoleinspektør udviste han altid den største omhu og stillede store krav til sig selv; det gjorde han for så vidt også til sine medarbejdere - men han havde megen forståelse for menneskelige svagheder. En lidt tvivlsom sygemelding kunne godt udløse en overbærende, humoristisk kommentar - efter at røret var lagt på!

Også efter sin pensionering levede han med i livets gang på Skødstrup Skole. De månedlige møder i 'De vises Råd' (pensionerede læreres samvær på skolen) var for ham en stor opmuntring i dagligdagen.

'Fynbo-huset' (Fynbos tjenestebolig i hans aktive år ved skolen) er taget i brug af både ungdomsskoleklub og skolefritidsordning. Det ville have glædet ham at se den aktivitet, den livsglæde, de smil og den latter, som hans tidligere bolig nu danner rammen om.

Fynbo var også kirkesanger. Ved Fynbos bisættelse talte pastor Olfert Christensen. Han sagde blandt andet: 'Hans liv var som hans sang: Rent og uden mislyde'.

Disse ord vil vi gerne gøre til vore. Vi har med Fynbo mistet en kær medarbejder, der har været med til at bygge skolen op fra dens spæde start som syvklasset landsbyskole til en skole med næsten 1.000 elever. Han evnede at føre landsbyskolens kvaliteter med over i den store byskole. Vi er mange, der aldrig vil glemme ham.

Fynbo efterlader sig sin kone Rosa, tre børn og flere børnebørn. Vores venligste tanker går til dem alle.

Æret være hans minde.

Medarbejderne ved Skødstrup Skole