Birthe Rasmussen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag den 8. august modtog vi den triste meddelelse, at Birthe var død. Vi vidste godt, at Birthe var alvorligt syg, men sidst, vi var sammen med hende, var der fuld fart på, hun virkede frisk, var optimistisk og ved godt mod.

Sådan husker vi hende også fra hverdagen på Reerslev Skole.

Birthe lagde hele sit lærerliv her, og i mange år ikke kun det, for skolen var en integreret del af familielivet al den tid, Knud også var på skolen, og de boede i tjenesteboligen lige ved siden af. Birthe var en del af lokalsamfundet, lige så vel som hun var en del af Reerslev Skole, set fra resten af kommunens skoler var Birthe - sammen med Knud - Reerslev Skole. Engageret i børnene, i undervisningen, i kollegerne, i udviklingen, hjælpsom, loyal og frem for alt flittig og pligtopfyldende. Man kunne altid regne med hende. De seneste år var biblioteket hendes hjertebarn, det blev passet med samme ildhu, som prægede hendes øvrige virke - hun kendte helt sikkert hver eneste bog!

I september 1996 gik Birthe på pension, og vi var ved at vænne os til, at hun ikke sad på sin vante plads på hjørnet med sin tekande. Hun havde glædet sig til sit otium, hvor hun skulle dyrke familien og sine interesser, men hun fik kun et år til at nå det hele. Vores tanker går til Knud og familien, de må have det svært uden det samlende midtpunkt.

Nuværende og tidligere kolleger på Reerslev Skole