Hvis den, der bliver mobbet, går til læreren og fortæller det, så tror jeg bare, at vedkommende bliver mobbet endnu mere bagefter. Det er bedre, hvis det er en anden elev fra klassen, der fortæller læreren det.

- Nej, for så vil mobningen bare blive vendt mod den, der siger det til læreren.

- Men inden man blander sig, overvejer man da også, om den mobbede ville gøre det samme for en selv, hvis man blev mobbet.

Diskussionen finder sted i 8.a på Sundskolen i Nykøbing Falster. Klassen var indtil sommerferien med i Børnegruppen under Børnerådet. I alt består børnegruppen af 120 elever og børnehavebørn, der jævnligt besvarer spørgeskemaer fra Børnerådet om forskellige emner. Også andre klasser svarer på spørgeskemaerne, men Børnegruppen er det faste panel.

8.a har besøg af Marianne Nielsen, der er fuldmægtig i Børnerådet. Hun har siden foråret arbejdet med de spørgeskemaer, som i alt 965 børn har besvaret om venskab, tryghed og utryghed, mobning og børn, der laver ballade eller slår. Nu er rapporten 'Mig og de andre' færdig og sendes ud i denne uge. Men Marianne Nielsen vil gerne have uddybet nogle af svarene og har derfor opsøgt klassen på Sundskolen. De har været med i Børnegruppen i to et halvt år.

Hvis man vil sikre sig mod mobning, skal man tilsyneladende sørge for at have en eller flere rigtig gode venner. For en god ven blander sig og hjælper én, hvis man bliver mobbet.

Derimod blander man sig ikke, hvis man ikke kender den mobbede virkelig godt. Og man blander sig slet ikke, hvis man ikke selv kan lide den mobbede. Måske vender man bare ryggen til, men man kan også nogle gange komme til selv at mobbe med. Det fremgår af både 8.a's diskussion og af Børnerådets rapport.

'Man snakker vel med sin ven om det eller med den person, der mobber den anden person, og fortæller ham/hende, at det er forkert, eller så mobber man med og driller den anden, selvom man har det dårligt over det', siger en 15-årig pige i rapporten.

Grundlæggende er børnene bange for selv at blive mobbet. Man ved udmærket, at det ikke er rart at blive mobbet, men det er alligevel svært at gøre noget ved det. I 8.a taler eleverne også om, at der absolut er forskel på at blive drillet og at blive mobbet. Drilleri er for sjov, mens mobning er ondt. Men de fleste kender også godt til, at dét, der er sjovt den ene dag, kan være for meget en anden dag, hvor man er mere sårbar. Grænsen er flydende.

Klassen havde i foråret valgt at svare på spørgsmål om vold, og Marianne Nielsen vil godt vide, hvorfor de valgte det emne. Om de er bange for vold, og om de selv har været udsat for vold.

- Der var meget om vold i avisen dengang. Vi talte om det, hvis vi skulle i byen, siger en pige.

En i klassen har selv prøvet at være udsat for vold, men de fleste mener, at de nok mere er bange for, at det kunne ske.

- Det er nok mere vores forældre, der er bange for det, og så opdager vi jo, at det er alvorligt.

Det er de voldsomme og fulde, som eleverne er bange for. Dem, der råber efter dem, når de er i byen fredag og lørdag aften. Der går så mange underlige mennesker rundt på gaden, siger eleverne.

Ellers var de mest bange, da de var mindre. Dengang var man bange for at blive slået eller for at nogle kastede en bold i hovedet påén.

Af rapporten fremgår det, at børnene er bange for drenge, der vil slå. Det er sjældent, piger slår, men man kan være bange for, at piger går bag om ryggen påén, at veninden fortæller andre en hemmelighed, eller at man mister hendes fortrolighed. Det genkender klassen også.

- Drenge er ikke så bange for at miste fortrolighed. Når drenge snakker sammen, er det i en større gruppe, det er sjældent to og to, som pigerne gør, siger en af drengene.

I 8.a går pigerne sammen to og to. Tidligere havde de måske både en bedsteveninde og nogle andre, men nu er det mere almindeligt, at to er sammen.

Pigerne siger, at man ikke bare skifter venner ud, mens drengene siger, at det gør de jævnligt. De ses i grupper, og de kan godt skifte gruppe, eller en del af en flok kan begynde at være sammen med en anden flok.

Konflikter og problemer skal tages op med det samme, siger eleverne i 8.a. Mens problemet er til stede, og mens man endnu er sur eller ked af det. Det dur ikke at vente til næste dag eller næste uge, hvor man har samme lærer. Det skal være her og nu, ellers kan det være helt ligemeget.

Klassen har også en længere diskussion om at blande sig, når nogle slås, eller hvis én bliver overfaldet. Størstedelen af eleverne ville ikke blande sig, siger de. Jo, måske hvis det var deres bedste ven, det gik ud over.

Klasselærer Birgit Damsbo-Andersen spørger dem, om de er ligeglade med, om ukendte slår hinanden ihjel. Det er de ikke, men de ville nok alligevel skynde sig væk, og hvis det var to af de sædvanlige fulderikker i byen, der sloges voldsomt, så måtte de selv om det, mener eleverne.

Men her er alderen meget vigtig for eleverne. De føler sig magtesløse og ude af stand til at blande sig, hvis det er voksne og unge, der slås, men det viser sig, at flere i klassen faktisk har skilt mindre børn i slåskamp fra hinanden.

- Hvis jeg var ældre, ville jeg nok blande mig, siger en af drengene.

- Men hvis jeg ser voksne slå børn, så kan jeg ikke gøre noget.

- Hvis du vil skille to mænd på tyve år ad, så tror jeg ikke, at du kommer hjem i et stykke, siger en anden.

Det er også et problem, hvis der er fem, der slås, og man selv kun er to personer. I de tilfælde ville eleverne måske hente hjælp, siger de.

Nogle af dem har set voksne blande sig i slåskampe og konflikter med gode resultater.

De værste dage i skolen er, når læreren beslutter, at vi skal arbejde sammen med nogle andre, end vi plejer, siger en af drengene, og de andre nikker.

Eleverne har stort set gået sammen siden skolestarten, så de kender hinanden godt og synes, at det er en stor fordel, for så kender man også hinandens grænser. Og som regel respekterer man disse grænser.

De mener også, at man kan lære at ændre sin adfærd, hvis man får at vide, at man for eksempel er for temperamentsfuld. Så kan man lære at tænke sig bedre om. Derfor er det vigtigt at tale om sådanne emner i klassen.

Indimellem bliver de trætte af hinanden, hvis de har været for meget sammen. Men hvor de tidligere kun fik venner gennem skolen, så sker det nu også uden for skolen for eksempel via deres fritidsaktiviteter.

Der er ingen i klassen, der kan holde ud, hvis nogen efterligner dem for at blive venner med dem. Man skal være sig selv og ikke gå som en skygge efter en anden.

- Hvis man er sig selv, finder man til sidst én, der er som en selv, siger en pige.

Man skal ligne hinanden, men ikke efterligne. Det er vigtigt. Men tøj betyder ikke så meget, mener eleverne. Det med at få venner er noget, der sker, det er ikke noget, man beslutter sig for. Det kan man ikke, siger de.

Marianne Nielsen vil godt have uddybet, hvad børnene mener, når de siger, at man skal snakke om det, hvis der er problemer med ballade i timerne.

I hele 75 procent af svarene fra spørgeskemaerne siger børnene, at det er læreren, der skal tale med den elev, der laver ballade. Og halvdelen mener, at hele klassen skal tale om det.

Næsten halvdelen af drengene har svaret, at den elev, der laver ballade, skal sendes væk fra klassen i kortere eller længere tid. Blandt pigerne er det 34 procent, der mener det. Bortvisning går kun meget få elever ind for. De fleste nuancerer også deres svar ved at tilføje 'hvis det er meget slemt, eller det bliver ved, så . . .'. Mange peger på, at det er de voksnes ansvar at gøre noget, og at forældrene skal involveres. Både lærerne og skoleinspektøren nævnes ofte.

8.a mener ikke, at det hjælper noget at sende elever til skoleinspektøren. Måske kan man gøre de yngste elever forskrækket, men ellers sker der ikke noget ved det.

- Det er den person, der laver balladen, læreren og forældrene, der har problemet. Det hjælper ikke, at hele klassen taler om det, for det vil bare komme til at virke som om, hele klassen rakker ned påén elev, siger en pige.

Læreren kan godt tage fat på problemet, men læreren skal tage det op igen, holde fast og blive strengere og mere konsekvent over for eleven, mener klassen.

- Læreren må ikke komme med tomme trusler og sige, at næste gang sker der noget, for det viser bare, at læreren er svag. Og eleven vil bare tænke, at der jo ikke sker noget ved det, så eleven vil ikke stoppe med at lave ballade.

- Hvis eleverne har respekt for en lærer, er der ikke ballade. Men de lærere, der kommer ind ad døren og vil skabe respekt, gør det ikke. Hvis de er sure første gang, de kommer ind i klassen, så bliver der ballade. Det skal også være sjovt at gå i skole, siger en.