Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rødkål
Rødkål var navnet på en af mine klassekammerater i grundskolen; vi er tilbage i 1950'erne. Han hed ganske vist John, men flere og flere begyndte at kalde ham Rødkål, for det navn havde han fået af vores sløjdlærer. Det blev udtalt 'røkål', og det passede fint, for drengen var rødhåret. En albino-bleg type i klassen blev ud fra samme princip kaldt Hvidkål, eller rettere: 'vikål'. En tredje dreng i klassen gik fra den ene mellemørebetændelse til den anden, så hans mor havde året rundt pålagt ham at bære en foret vinterhat krænget ned om ørerne. Læreren tildelte ham det ironiske navn Bjarne Sommerhat. En kammerat, som stammede, blev passende kaldt Stamherren.
Min gymnasielærer i engelsk (vi er nu i 1960'erne) kaldte én elev Frække, hvad der var ret velanbragt og i øvrigt venligt ment; en anden hed Dumme, hvad der ikke gjorde noget, for han var det modsatte. En tredje blev kaldt Niels, selv om han hed Lars, for læreren syntes, det passede bedre til ham. Det er i øvrigt næppe tilfældigt, at alle eksemplerne er drengenavne.
Traditionen kan følges langt tilbage. Måske var dette her sidste krampetrækning. Fænomenet var udbredt inden for alle skoleformer. Lektor Blomme hos Scherfig kalder en tyk elev Crassus og tiltaler ham smækfede yngling, en elev med stor pubertetsnæse kaldes elegant Naso. Fint skulle det være! I Klaus Rifbjergs 'Tak for turen' er der, som i andre af hans skoleskildringer, rigeligt materiale med hensyn til både lærer- og elevnavne: Timmer, Bonke, Tøsefryd, Aben, Miden, Mimse og så videre. Disse navne har måske ikke alle en positiv valør, men i deres karikerende form er de ikke så onde som lektor Blommes.
Der er ikke noget usædvanligt i, at folk benævner hinanden med andre ord end dem, der står på dåbsattesten. Også i dag har elever og lærere alternative navne for hinanden, mere eller mindre venligtsindede. Men det er gudskelov slut med at bruge elevers udseende som udgangspunkt for en benævnelse. Det ville endda være, hvad man kalder politisk ukorrekt - i hvert fald er det pædagogisk ukorrekt.
En grund til, at de ondartede betegnelser for elever og de tilsvarende for lærere er blevet sjældnere, er nok det pædagogiske fremskridt, at lærere og elever normalt ikke føler sig som hver sin part i en interessekonflikt, hvor den ene part har magten og den anden afmagten. Sandheden er jo også, at man har hver sin opgave i et fælles projekt.
Professor Higgins
