På tirsdag fylder Martin Rømer 50 år. Folkeskolen plejer ikke at skrive om ansattes runde fødselsdage, men en tidligere formand skal markeres.

I 1984 blev han formand for DLF efter kampvalg, og de næste ti år var han foreningen. I perioder formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, medlem af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, næstformand for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, formand for Lån og Spar Banks bestyrelse, næstformand i Tjenestemændenes Fællesudvalg, medlem af bestyrelsen for lærernes verdensorganisation - og en hel masse andet.

Martin Rømer blev berømt og berygtet som den stædige og udholdende forhandler med is i maven. Han var altid parat til 'at pløje grøftekanten med', hvis han mente, at det var til fordel for medlemmerne.

Og så aflæste han det politiske billede og så, at tjenestemandssystemet var ved at blive ødelagt, samtidig med at Bertel Haarder som undervisningsminister pressede lærerne og skolen. Derfor satsede han hårdt på at ændre på løn- og ansættelsesforhold, mens der endnu var mulighed for at få indflydelse.

Det fik han ikke megen tak for. Men han fik det nødvendige flertal, og hans analyse var rigtig.

Da DLF's hovedstyrelse besluttede at ansætte Rømer som foreningens faste mand i Bruxelles, betød det både kritik og vrede. Men ansat blev han - med 22 stemmer for og fem imod.

I dag nyder han stor respekt for sit arbejde - både i forhold til EU og i lærernes internationale samarbejde. Hvis man vil vide, hvad der sker på evalueringsområdet og i kvalitetsdiskussionen, så er han den rette at spørge. Hvis man vil vide, hvad EU pusler med på uddannelsesområdet og i forhold til ansættelsesvilkår og sociale betingelser, så er Martin manden.

At man så aldrig kan få fat på ham, fordi han hele tiden er til forhandling eller møde eller er i Danmark for at fortælle kredse og skoleoffentlighed om internationale tendenser, er så en anden sag.

Den pensionerede formand har lynende travlt - 50 år ung. Tillykke med det halve århundrede.

-th