Debat

Bedre at forebygge

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Goddaw mand økseskaft! Det var, hvad vi tænkte, da vi så Dorte Møllers og Bjarne Kroghs reaktion på vores henvendelse til dem i Folkeskolen nummer 18.

En stor gentagelse af deres første indlæg, hvor de også velsignede funktionstillæg, og dermed afslørede, at de ikke vil forstå, at vi er i en ny situation. For os handler spørgsmålet om decentral løn en hel del om solidaritet - på landsplan. Der er nemlig en verden uden for Aalborg.

Vi udnævnte for eksempel ikke funktionstillæg som fedterøvstillæg - vi brugte slet ikke ordet. Vi underkender nemlig ikke, at alle DLF's kredse lavede et godt stykke arbejde, da vi havde folkeskolepuljen. Men vi er overbeviste om, at det i høj grad skyldtes, at vi havde vores egen pulje, og at puljens størrelse var begrænset. Vi ved også, at vi ikke enerådigt kunne bestemme, hvad der skulle ydes tillæg til, og at mulighederne for objektive funktionstillæg var ved at være opbrugte, medmindre der skulle gives tillæg til meget store lærergrupper. Det sidste ville for eksempel vores arbejdsgivere ikke høre tale om. Vi foreslog nemlig at fordele folkeskolepuljen for 1995 på alle kommunens lærere, fordi vi alle var på 52 timers kursus i den nye folkeskolelov.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi er nødt til at gentage, at den decentrale løn er arbejdsgivernes forspiltil et individuelt lønsystem. Tiden med folkeskolepuljen kan i det skær komme til at fremstå som den rene idyl, for deter jo let at glemme alt det bureaukrati,alt det tidsspilde og ikke mindst den til tider manglende logik, der var i de tillæg, man fik hevet hjem for måske at undgå noget endnu mere uforklarligt. Men den tid er forbi. I har måske ikke opdaget det i Aalborg - det har vi til gengæld her.

Vores udgangspunkt, i forhold til det lønsystem vi står overfor, er, at det er bedre at forebygge end at helbrede - derfor står vi fuldt ud inde for kongresbeslutningen. Den bedst mulige beslutning på det tidspunkt.

Lærernes retmæssige lønsum skal ned i alle lærernes lommer. - Enig.

Filosofien bag den decentrale løn har bare det omvendte udgangspunkt. Der skal løndifferentieres - jo mere jo bedre. Det kalder vi løn som gulerodsfilosofi.

Derfor handler det ikke en pind om manglende tillid til kredsenes vilje - men meget om en realistisk vurdering af det umulige i at fastholde en kollektiv lønprofil, hvis vi får et lønsystem, der er baseret på en individualisering af lønnen.

Inge-Lise Hvid

og Lotte Lange

Greve Lærerforening