'Målet med skolernes arbejde er at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: forberedelsen af og gennemførelsen af samfundsomvæltningen, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinierne for produktion og kultur.'

Fra Tvind-skolernes formålsbeskrivelse

Sådanne formuleringer lukkede ikke skolerne.

For Danmark har en tradition for skolefrihed. Hvis en gruppe mennesker ønsker det, kan de få tilskud til at oprette en børneskole, en efterskole eller en højskole, som bygger på netop deres livssyn. 'Frihed for Loke saavel som for Thor og Marx,' som det næsten hedder hos Grundtvig.

Det har skiftende undervisningsministre administreret efter. Og det er der kommet meget godt ud af. Og en del skidt.

Det sidste har også været meningen. For frihed er retten til at eksperimentere og tage fejl. Og frihed er retten til at finde sin egen sandhed.

Denne ret gælder også for guruen, Amdi Pedersen, hans profet Poul Jørgensen og alle deres disciple.

Derfor har Tvind kunnet drive skoler med en pædagogik som både forarger og begejstrer. Med praktisk arbejde, gruppepres, gråd og grin. Og meget lidt fordybelse og boglig lærdom.

Men den frie skoletradition er ikke en ret til at bondefange børn og unge. Den giver ikke en ret til at fortælle folk, at de får en anerkendt uddannelse, når det ikke passer. Og det er ikke en ret til stråmandsvirksomhed og tvindel med statskassens midler på måder, som må gøre selv den mest kreative selskabstømmer misundelig.

Ritt Bjerregaard (S) greb ikke ind, da hun var minister, men udpegede personligt Amdi Pedersen til medlem af Det Centrale Uddannelsesråd, for at inspirere andre i uddannelsessystemet. Dorthe Bennedsen (S) greb ikke ind. Hun fandt Tvind-skolernes blanding af teori og praksis spændende. Og Bertel Haarder (V) greb ikke ind, fordi han ikke fandt noget at hænge Tvind op på.

Imens sang Tvind-folkene videre på deres egen version af 'Brødre lad våbnene lyne':

'Hurra for de danske liberale /nu har de dummet sig igen. Nu har de selv banet vejen / for deres egen undergang.' Men så var nok nok. Da Ole Vig Jensen (R) fik dokumentation for Tvind-koncernens økonomiske kreativitet, greb han ind. Det er der mange gode grunde til. Og det er vigtigt at stå fast - også selv om Tvinds propaganda-maskine nu kværner.

Men desværre er ministeren blevet dårligt rådgivet af regeringens jurister, så den indgrebsmodel, han har valgt, er ikke god. Og den forærer Tvind-lederne en martyrrolle, som de selvfølgelig har forstået at udnytte.

I et retssamfund er det meget problematisk med særlove; myndighedsafgørelse skal kunne prøves ved domstolene. Og den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt må aldrig blandes sammen. Disse fundamentale principper forsynder lovforslaget sig imod.

Det er forståeligt, at undervisningsministeren ikke vil træffe afgørelsen alene, selv om han har retten og magten til det. Men Folketinget må finde andre måder at støtte ministeren. Det er nok, at Tvind-imperiet truer den frie skoletradition gennem sine lukkede, pengegriske metoder. Tvind må ikke give anledning til også at true retssikkerheden.

-th

Den frie skoletradition giver ikke ret til stråmandsvirksomhed og tvindel med statskassens midler