Noget er galt

Formanden for de lærerstuderende erkender, at det står sløjt til med mødedisciplinen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds (LL), Hanne Holm Nielsen, var for nylig til timer i pædagogik på Aalborg Seminarium. Foruden hende var der en enkelt medstuderende samt læreren. Der skulle have været 24.

- Det er frygteligt at opleve det igen og igen. Det er godt nok første gang, vi kun har været to, men så har vi været fire og fem og syv. Det er som om, det hele går i stå på den her måde, siger Hanne Holm Nielsen.

Hun mener heller ikke, at en ny seminarielov vil ændre ved de grundlæggende problemer i læreruddannelsen. Der er også efter hendes mening manglende mødedisciplin blandt de studerende og en manglende fælles holdning blandt lærerne til, hvad et seminarium egentlig er.

- Der er blevet snakket alt for meget om faglighed og struktur i reform-debatten, og alt for lidt om børn og pædagogik, siger Hanne Holm Nielsen.

- I stedet for skulle man hellere have evalueret den nuværende ordning og i den forbindelse spurgt os studerende om, hvad der er galt, tilføjer Hanne Holm Nielsen.

- Det har man ikke gjort, og det er irriterende. Derfor er det godt, at en studerende (se artiklen med Ole Wexøe 'Et studium uden ånd' side 4. Redaktionen) kommer frem af busken og fortæller, hvor skoen trykker.

- Han har ret i, at langt de fleste seminarielærere ikke viser den store interesse for folkeskole og pædagogik. Der er kun nogle ganske få idealister. Vi ser mange tilfælde, hvor lærerkollegiet er dybt splittet i deres opfattelse af, hvad et seminarium er, siger hun.

Det ringe fremmøde må de studerende tage på egen kappe, men Hanne Holm Nielsen mener, at det også skyldes seminarielærernes manglende vilje til samarbejde og uddelegering af ansvaret.

- Det er først sent i studiet, at de studerende finder ud af, at de selv skal tage et ansvar, siger hun.

Hanne Holm Nielsen deler også Ole Wexøes oplevelse af, at der er mange studerende på seminarierne, der ikke vil være folkeskolelærere.

- De tager uddannelsen, fordi den er nem. Der er mange, der laver alt muligt andet ved siden af, siger Hanne Holm Nielsen.

Problemet tematiseres

Souschef ved Frederiksberg Seminarium, Esther Jørgensen, erkender, at de studerendes fremmøde er svingende.

- Sådan er det, når det er et frit studium. Netop for øjeblikket tematiseres problemet af både lærere og studerende på seminariet i form af skiftlige og mundtlige oplæg, siger Esther Jørgensen.

Til Ole Wexøes efterlysning af en fælles faglig holdning fra lærerside har Esther Jørgensen følgende kommentar.

- Selvfølgelig er der faglige, holdningsmæssige forskelle fra lærer til lærer, men netop i disse år går alle bestræbelser på at forene det faglige med det didaktiske og praktikken, siger Esther Jørgensen.

Formanden for Lærerseminariernes Rektorforsamling, Knud Erik Bang, Silkeborg Seminarium, tilbageviser Ole Wexøes kritikpunkter.

- På et provinsseminarium som Silkeborg Seminarium møder de studerende frem. Det er mit indtryk, at det samme er tilfældet på seminarierne i storbyerne. Den lave fremmødeprocent ligger 10-15 år tilbage. 90'ernes studerende er meget aktive, siger Knud Erik Bank.

- Selvfølgelig kan det godt være, at der kun møder 25 op i en klasse med 28, og der kan da også være enkelte forløb, hvor der ikke kommer så mange. Men de studerende har jo så mange andre gøremål. De skal tjene penge og andre ting, tilføjer Knud Erik Bang.

Han påpeger, at de fleste seminarier i deres studieordning har et alment afsnit, der overordnet angiver, hvordan undervisningen på seminariet skal tackles.

- Men det er klart, at når det kommer ned til den enkelte lærer, så er der forskel på, om vægten bliver lagt på det faglige og pædagogiske, det planlægningsmæssige eller de studerendes personlige udvikling. Det ser jeg kun som et sundhedstegn, siger Knud Erik Bang.

jvo