For nylig var lærerstuderende Ole Wexøe sammen med sine studiekammerater til debatmøde om den nye seminariereform. I panelet sad seminariets rektor, naboskolens skoleinspektør og en embedsmand fra Undervisningsministeriet.

Når man vil lave noget om, må der være noget galt med det nuværende, funderede Ole Wexøe. Han spurgte derfor panelet: Hvad er sygdomstegnene ved det nuværende system?

Panelet svarede: Lærerne, der kommer ud fra seminarierne, er ikke kvalificerede nok.

Men det er jo ikke et sygdomstegn, tænkte Ole Wexøe, der har lært retorik på seminariet. Dygtigere lærere er et mål.

Han gik hjem og tænkte sagen igennem. Det kan godt være, at de nyuddannede lærere generelt er for dårlige. Men har det noget med den faglige struktur at gøre, siden man vil lave en ny lov? Om der undervises i flere eller færre fag? Dybere eller bredere?

Nej, hunden ligger begravet et andet sted efter Ole Wexøes erfaring: De studerende møder kun alt for ringe frem til undervisningen. Og lærerkollegiet har ikke en fælles linie for, hvad et seminarium er for en størrelse. Er det en slags universitet eller en læreanstalt, der uddanner folkeskolelærere?

- Det er fint og flot, at politikerne vil forbedre uddannelsen ved at lave den faglige struktur om. Men hvad hjælper det, at der i den nye studieordning eksempelvis kommer til at stå, at de studerende skal en tur til Bornholm, hvis der kun møder to-tre stykker op på kajen. Bare for at sætte det på spidsen, siger Ole Wexøe.

- Jeg har været udsat for at sidde alene i to stive timer med læreren i pædagogik.

- En anden gang åbnede jeg døren til klasselokalet. Dér sad historielæreren helt alene. Jeg skyndte mig at lukke døren igen og stak af som et lille barn. Jeg orkede ikke at sidde ene mand og høre et to-timer langt tavleforedrag, tilføjer Ole Wexøe.

Den samme lektie

- Det er endnu værre i de kreative fag. Det er altså ikke særlig sjovt at stå i en stor sportshal med to andre, hvoraf den ene er læreren, og så skulle spille volleyball. Problemet er sååbenlyst, at hverken lærerne eller de studerende tør tale om det.

- Det er også surt at køre de ll kilometer fra Kastrup til seminariet for så at skulle høre den samme lektie fra læreren for 12. gang, fordi der hver gang dukker en ny studerende op, som ikke har hørt det før, fortsætter Ole Wexøe, der går på andet år på Frederiksberg Seminarium.

- De siger ikke: Det er mit eget ansvar, at jeg ikke kommer regelmæssigt. Det er som om, at den gruppe i klassen, der faktisk passer studierne, skal tage ansvaret for de andres uddannelse. Det kommer der ikke ansvarsbevidste folkeskolelærere ud af.

For Ole Wexøe er fremmødeproblemet så stort og alarmerende, at han nu tager bladet fra munden. Det hjælper ikke at reformere den faglige struktur i uddannelsen, mener han. Det er en pseudo-løsning, der mere handler om politik end om den faktiske virkelighed på seminarierne.

- Politikerne siger, at de nyuddannede lærere er for dårlige. Ja, men det er dem, der kun sjældent kommer på seminariet. Det skyldes ikke nødvendigvis, at uddannelsen i sig selv er for dårlig, siger Ole Wexøe, der selv føler, at han bliver mere kompetent dag for dag.

Faglighed først og fremmest

Et seminarium skal være et sted, hvor de studerende først og fremmest lærer at undervise og arbejde i team, mener han.

Dét er fagligheden for ham, mere end eksempelvis at kunne analysere Peter Høegs romaner på universitetsniveau.

Efter Ole Wexøes mening skal seminariet utvetydigt rettes mod folkeskolen. Men det er svært, når et 'stort mindretal' åbent erklærer, at de aldrig vil have med børn at gøre.

'Det sagde de allerede under introduktionen ved studiestarten. Og efter den første praktikperiode var de helt sikre, siger Ole Wexøe.

- Det går selvfølgelig ud over relateret-til-børn-diskussionerne i klassen. De bliver kedelige for dem, der ikke interesserer sig for børn. Men alligevel får de et stykke papir, hvor der står, at de kan undervise børn.

Målrettetheden mod folkeskolen bliver ikke lettere af, at seminariets lærere tilsyneladende ikke er enige om, hvad læreruddannelsen handler om.

Nogle seminarielærere synes at mene, at det er det faglige niveau, der skal hæves. Andre mener, at det er evnen til at undervise børn, der skal styrkes.

- Der er ikke noget fælles fodslag. Vi savner et entydigt koncept, siger Ole Wexøe.

For ham er der ingen tvivl. Den lærerstuderende skal lære at aflæse børn. Lære at møde barnet, hvor det er, og sætte indlæringen ind dér. Som det også fremgår af folkeskoleloven, påpeger han.

- Dér er det et problem, at seminarielærerne primært kører undervisningen af fra tavlen. Vi får ikke forbilleder på den måde. Det, vi ser, er en lærer, der bruger sig faglighed som et skjold. Et behageligt skjold, siger Ole Wexøe.

- Da vi skulle lave synopsis her for nylig, fik vi af vejlederen dikteret, hvordan vi skulle gøre. Læreren mødte med andre ord ikke os, hvor vi var. Det er ikke i folkeskolelovens ånd.

Midt i samfundet

Seminariet ligger ikke på en ret linie mellem folkeskolen og universitetet, sådan som den gængse opfattelse ellers hævder det. Der er slet ikke en ret linie, mener Ole Wexøe. Universitetet er en højt specialiseret særverden, mens folkeskolen og semniariet skal ligge midt i samfundet, siger han.

- Folkeskolelæreren skal være en tryllekunstner, der skaber en helhed for barnet. Læreren skal have forstand på børn og kunne samarbejde i team med kolleger og samarbejde med forældre, pædagogisk-psykologiske rådgivere og så videre, mener Ole Wexøe.

- Det er dét, man skal lære på seminariet. At kommunikere og samarbejde. Og det lærer man ikke ved at sidde derhjemme og læse bøger, når eksamenen nærmer sig.

- Det lærer man ved at møde op på seminariet hver dag og arbejde i grupper.

Ole Wexøe fortæller om en gang, han og hans kæreste var på besøg hos hendes søster og mand.

Søsteren siger: 'Jeg kan ikke forstå, at du bruger så meget tid på dine studier, Ole. Vi har en i banken, som arbejder næsten fuldtids samtidig med, at hun læser til lærer. Og hun får altid høje karakterer.'

- Det gør hun sikkert også. Men i hvad? Ikke i at undervise børn, men på en afhandling, som måske er genbrug fra HF, siger Ole Wexøe.

- Men sådan noget gør det selvfølgelig svært for mig at forsvare over for min kæreste, at jeg bruger så meget tid på mine studier, i stedet for at tjene nogle penge eller gå ud med hende, siger Ole Wexøe.

En anden gang han var på vej til seminariet, møder han i byen en medstuderende. 'Hvor skal du hen?' spørger Ole Wexøe. 'I biografen,' svarer kammeraten. 'Hvor skal du hen?'

- Jeg turde ikke sige, at jeg var på vej til seminariet. Det ville være pinligt. Så jeg sagde, at jeg skulle ud til min tante, fortæller Ole Wexøe.

- Der er ikke ånd i at være studerende. Man er næsten nødt til at være skabsstuderende. Det kan godt gå ud over lysten. Men så må man være en hård negl og sige til sig selv: Det er børnene, det går ud over, hvis du ikke bliver dygtig nok.