Individualisering

Den moderne tendens til individualisering er ikke udtryk for nogen asocial holdning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1960'erne og 70'erne diskuterede man ivrigt bo- og samlivsformer. Debatten handlede altovervejende om eksperimenter med kollektiver og bofællesskaber af mange forskellige typer: villakollektiver, storkollektiver, produktionskollektiver, andelsbofællesskaber, oldekoller og så videre.

Engang i 1980'erne begyndte nogle samfundsforskere og statistikere at interessere sig for, hvordan den faktiske udvikling var i danskernes bo- og samlivsformer. Undersøgelserne heraf gav nogle resultater, der var overraskende i forhold til den mere ideologisk prægede debat. For ganske vist eksisterede de kollektive bo- og samlivsformer naturligvis i virkelighedens verden, men de omfattede kun ganske få procent af befolkningen. Den faktiske udvikling var præget af en tendens, der stort set ikke var blevet berørt i debatten, nemlig at flere mennesker bor alene. Det er stadig den dominerende tendens.

Vi kan se nogle fuldstændigt parallelle forhold, når det gælder undervisnings- og arbejdsformer i uddannelsessektoren. Den pædagogiske debat har været fokuseret på de kollektive arbejdsformer, særligt forskellige versioner af gruppearbejde. Hvis man udelukkende fulgte den pædagogiske debat uden at kende virkeligheden, ville man få det indtryk, at klasseundervisningen er ved at blive erstattet med forskellige former for gruppearbejde.

Virkeligheden er imidlertid snarere parallel til udviklingen i bo- og samlivsformer: Det er diverse individuelle arbejdsformer, der virkelig er i vækst. Nok sidder eleverne ofte sammen i grupper i folkeskolen, men som regel arbejder de med egne opgaver i eget tempo. Bevæger vi os 'højere' op i uddannelsessystemet, ser vi samme tendens til individualisering: Erhvervsuddannelsernes nye Reform 2000 har individualisering som et af sine helt centrale principper. Inden for de videregående uddannelser har en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet sidste år dokumenteret et stærkt ønske hos omkring halvdelen af de unge om langt bedre muligheder for at skræddersy sin helt egen uddannelse.

Der er givetvis mange årsager til denne udvikling mod mere individuelle arbejds- og uddannelsesformer. Den grundlæggende er sikkert en hel generel udvikling i vores kultur og samfund. Mennesker i dag ønsker at blive set og lagt mærke til som individer. Vi finder os ikke i at blive betragtet som anonyme dele af en masse. Både når vi går på indkøb, og når vi henvender os til offentlige myndigheder, forventer vi individuel betjening. Det samme gør vi i uddannelsessektoren.

Hvorfor har vi så fokuseret så meget på kollektiver og grupper i debatten? Forklaringen er nok, at det forekommer os langt sværere at forbinde noget positivt med individualiseringen. Det kollektive lyder af fællesskab, samfund, varme og kommen hinanden ved. Mens individualisering snarere giver associationer til egoisme, isolation og uansvarlighed.

Den moderne tendens til individualisering er imidlertid ikke udtryk for nogen asocial holdning. Børn og unge mennesker er ikke blevet mindre optaget af hinanden, snarere tværtimod. Individualiseringen fører ikke til isolation og egoisme, men til løst koblede netværk. Vores faktiske valg viser, at vi trives bedre med dem end med grupper og kollektiver. Det bør vi være mere åbne over for, når vi diskuterer pædagogiske principper og ideer.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet

Powered by Labrador CMS