Drenge sidder ned og tisser

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Drengene på Hadbjerg Skole ved Randers havde tilsyneladende svært ved at ramme kummen, når de stod op og tissede. Det betød, at toiletterne var ulækre og lugtede.

Skoleinspektøren tog konsekvensen. På et morgenmøde bad han drengene om at sætte sig ned, når de skulle lade vandet.

'Det var elevrådet, der kom til mig i første omgang og klagede over lugten på toiletterne. Der bliver jo gjort rent hver dag, så det her var en måde at forbedre lugten på', siger skoleinspektør Niels Fensby.

Og det har hjulpet. Ifølge inspektøren er flere elever bagefter kommet hen til ham og har sagt, at det lugter mindre på toiletterne.

Hverken elever eller forældre har klaget over indgrebet i drengenes privatliv, men Niels Fensby har fået mange reaktioner udefra.

'Der er folk, der har sagt 'er det her noget, du kan tillade dig?' Jeg havde slet ikke overvejet, at det her kunne røre nogen så dybt', siger Niels Fensby.

Fjernsynet bragte historien om drengene fra Hadbjerg. Siden er Niels Fensby blevet ringet op af folk fra hele landet.

'Der er endda én, der har ringet helt fra Grønland. Vidt fremmede mennesker ringer og giver os gode råd. Der er for eksempel én, der har foreslået at sætte en fjeder på toiletbrættet. Det her er jo et problem mange steder', siger Niels Fensby, der dog mener, at mediernes interesse for, om drengene står op eller sidder ned, når de tisser, er overdrevet.

Powered by Labrador CMS