Hårdt og godt

Vi lærer mere ved at skrive logbog end ved diktat, mener 5.u

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan se, at jeg bliver dygtigere, det er lettere at skrive stil, logbogen er et godt minde. Men nogle gange er det irriterende at skulle skrive hver dag. Sådan kan 5.u's holdning til logbogen sammenfattes. I den mere mundrette version lyder det som følger:

Mia: - Jeg har ikke noget imod det, men jeg bliver sur, hvis jeg en dag har glemt at skrive. Jeg kan se i de gamle logbøger, at der var mange stavefejl, som nu er forsvundet. Jeg er blevet meget bedre til at skrive. Bogstaverne hænger sammen, og det er også meget rart, hvis man for eksempel skal skrive fødselsdagskort.

- Jeg er klart bedre til det her end at regne. Da skal jeg bruge min hjerne meget, og det har jeg ikke lyst til.

Louise C.: - Det er sjovt, men irriterende, hvis man hellere vil se en film. Man lærer bedre at skrive end ved diktat, fordi vi skal formulere alle sætningerne selv.

Frederik: - Jeg lærer at skrive pænere og bedre. Det er ligesom diktat, det er bare meget sjovere. Man kan kigge på det som et godt minde, når man bliver ældre. Nogle gange kan man godt blive lidt træt af det.

Ida: - Man lærer at skrive pænere og bedre. Pernille retter ikke, men vi skal selv finde fejlene. Når jeg bliver større, og hvis mine børn vil høre om min barndom, så kan jeg læse det op for dem.

Morten P.: - Det kan være meget skægt, men det er hele tiden en spærring af fritiden. Man får mere ud af logbogen end diktat. Man lærer noget ved hele tiden at skulle have overskud til at skrive en side. Man får mere selvdisciplin.

Matthias: - Når jeg skal skrive en stil, kan jeg bedre komme i gang, fordi jeg er vant til at skrive hver dag. Jeg kan godt lide at læse i de gamle bøger og se, hvor godt man skrev på det tidspunkt. Jeg skriver hver dag. Jeg hader at kigge tilbage i logbogen, og der så er store huller.

Morten H.: - Jeg har lært at skrive bedre og hurtigere og at finde flere ord for, hvad jeg mener. I begyndelsen var det irriterende, at vi var de eneste på skolen, der skulle skrive hver dag, men nu er jeg lidt stolt over det. Man har lavet sit eget værk. Det er hårdt arbejde, men til gengæld slipper vi for diktat.

Morten fortæller, at han ikke længere har alle sine logbøger. I en sommerferie var han så glad over at have fri fra skole, at han markerede det ved at brænde de fleste logbøger på et bål.

sus