Aktion Børneret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Unicef Danmark og Red Barnet er gået sammen om udgivelsen af et stort undervisningsmateriale om verdens børns rettigheder, 'Aktion Børneret'. Undervisningspakken består af en række materialer velegnet til brug for projektopgaver, temauger og tværfaglige forløb i 7.-10. klasse.

'Aktion Børneret' giver verden over ordet til børn, hvis rettigheder bliver overtrådt i forhold til Børnekonventionen (Konventionen om Barnets Rettigheder), som blev vedtaget på FN's generalforsamling i 1989.

I 'Aktion Børneret' vil man også møde stærke børn, der kæmper for, at deres og andre børns rettigheder respekteres. Unicef Danmark og Red Barnet håber at kunne inspirere danske børn og unge til at arbejde videre med børns rettigheder i deres lokalområde. Børnekonventionen handler også om danske børns forhold.

'Aktion Børneret' indeholder 'Børnerets Leksikon' - en ABC om Børnekonventionen, 'Aktion Børnerets brætspil', bogmærker med en forenklet udgave af Børnekonventionen samt elevhæfter 'Med livet som indsats' og en lærermappe med opgaver til materialet. Hele pakken koster 300 kroner og kan købes ved henvendelse til Unicef Danmark (telefon 3527 3800) eller Red Barnet (telefon 3536 5555). Brætspillet kan have op til seks spillere og kan købes separat for 50 kroner.