Skolefolk må dukke sig for tiden, hvis de vil undgå at få en kvalitetspjece i nakken. Den nyeste - i hvert fald i skrivende stund - er 'Resultatvurdering i Folkeskolen', som Evan Jensen nåede at lægge navn til i sidste uge, inden han trak sig som formand for Kommunernes Landsforening (KL).

KL vil skærpe lokalpolitikernes engagement. De skal fokusere på, hvad kommunerne får for ressourcerne. De skal opstille 'styrbare mål' og udvikle 'et egentligt resultatvurderingsmiljø', så folkeskolens undervisning kan måles, fortæller Torben Kjærgaard i et interview inde i bladet. Det blev ham, der skulle forsvare og forklare udspillet over for Folkeskolens læsere, da ingen politikere i landsforeningen ville. Torben Kjærgaard er cand.scient.pol. og nyudnævnt chef for KL's skole- og kulturkontor.

I pjecen peger procespile fra 'opgave/aktivitet' og 'mål/indsats' til 'virkning/realiseret indsats'. Så den er god nok: det drejer sig om kvalitet!

Hvis en kommunalbestyrelse beslutter at få et bestemt felt nærmere belyst - for eksempel elevernes læsefærdigheder, anvendelse af IT (informationsteknologi) eller elevernes selvstændighed - så anvendes udtrykket 'et fikspunkt', står der. På illustrationen vises det som et rødt zigzag-lyn med blå-grøn skygge. Formodentlig for forståelsens skyld?

Den kvalitetsbevidste læser har måske bemærket, at lederskribenten har visse problemer med sin egen sprogtone. Ironien og sarkasmen trænger sig på, og resultatet er en slem kvalitetskvalme.

Det er selvfølgelig både legalt og rimeligt, at kommunalpolitikere er bevidste om, at skattekronerne skal anvendes efter hensigten. Og det er også særdeles relevant, at de ønsker de bedst mulige resultater; folkeskolens børnehaveklasseledere, lærere og ledere er professionelt forpligtede på hele tiden at udvikle deres arbejdsmetoder, så eleverne kan få det optimale menneskelige og faglige udbytte af skolegangen.

Men man bliver noget mistænksom, når KL - for at kunne bruge ordet resultatvurdering- finder det nødvendigt at lægge afstand til ordet 'evaluering', der - som det forklares i pjecen - 'har sine rødder i den pædagogiske verden og oprindeligt (er) afgrænset til pædagogiske vurderinger af processer og resultater'.

Skolens resultater er uhyre vigtige. Men elevernes udbytte bliver ikke bedre af, at kommunen måler det, som man vælger at definere som mellem- og slutresultater. Det afgørende i skolen er, at der skal foregå en løbende dialog om, hvordan der arbejdes. Politikere og andre har selvfølgelig krav på at være med i debatten. Og forældrene er en vigtig samarbejdspart. Men det helt afgørende er, at de direkte deltagere - eleverne og lærerne - får mulighed for at arbejde godt og tillidsfuldt sammen.

De muligheder kunne forbedres, hvis Kommunernes Landsforening og andre skoleinteressenter var lige så interesserede i at bruge udenlandske forskningsresultater om undervisning og læring, som de er i at hente udenlandske resultatvurderingsredskaber fra økonomi- og produktionsverdenen. I doktorafhandlingen 'Writing and Talking to Learn. A theory-based, interpretive study of three classrooms in the USA and Norway' viser Olga Dyste for eksempel, hvordan der arbejdes med at forbedre elevernes muligheder for at lære. Hun viser, at det tager lang tid, men at der så kan opnås bemærkelsesværdige forbedringer af elevernes selvopfattelse, motivation og færdigheder. Og hun viser, at de svageste elever har brug for længst tid til at få tillid til egne evner.

Man tør knap gætte på, hvordan kommunale resultatmålinger undervejs vil indvirke negativt på elevernes og lærernes arbejdskvalitet.

-th

Læs side 16