Anbefalinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Film Franske ungdomsserier skaber identifikation

Netflix-serien "Dix pour cent" er en serie, der handler om livet på et talentbureau i Paris. Jeg viser den, fordi det er godt at vise, at der også findes franske ungdomsserier. Eleverne kan høre sproget, og de kan genkende mange ord.

Film skal helst være tekstede, for det går hurtigt på fransk. Men eleverne får meget ud af at høre sproget og høre, hvad de unge snakker om i Frankrig. De franske unge er interesserede i det samme som danske unge: mode, kærester og ups and downs.

Vi ser afsnit sammen, for så kan jeg stoppe filmen og trække et ord frem eller spørge ind til, hvad de sagde i en enkelt scene. Jeg deler det ud over flere uger, så der kommer lidt pause imellem. Til de mindre elever kan jeg godt finde på at vise "Asterix" eller "Tintin" på fransk og bruge dem på samme måde.

Netflix.com

Hjemmesider Leg med ordene i musikvideoer

LyricsTraining er opdelt i niveauer og er gratis online og som app. Man spiller en musikvideo, og så kører sangens tekst nedenunder på fransk. Men der mangler nogle ord. Så skal eleverne lytte sig frem til, hvad de synger, og så skal de skrive det, mens videoen kører videre. De skriver for eksempel "Je suis".

Man skal være en smule hurtig ved tasterne, så det er noget, jeg bruger til de lidt større elever. Jeg lader dem se videoen flere gange inden, ellers er det for svært.

Eleverne kan godt lide det, men ikke i for lang tid. Det er en god brainbreaker. Det fungerer også godt, hvis jeg finder en sang, som passer til et emne, vi har været igennem. Musik er næsten altid noget, der fanger eleverne, og man hører sprogets lyd i sange. Det er noget, de kan relatere til, og på LyricsTraining er der også kendte fransktalende kunstnere, som de har hørt i radioen, eksempelvis Maître Gims eller Stromae.

lyricstraining.com

Ud af huset Kickstart undervisningen med franske kunstnere

Jeg vil opfordre til at gå på museum. På Statens Museum for Kunst og Ordrupgaard har de for eksempel franske kunstnere permanent. Det giver et andet udgangspunkt at se på billeder og arbejde med dem. Det giver en ny vinkel til simpel billedanalyse og kan fungere som oplæg til at fortælle om kunstnernes liv.

Jeg har brugt Paul Gauguin en del, fordi han har spændende historier med mange rejser, og så var han gift med en dansk kvinde. Van Gogh er også god. Han boede i Sydfrankrig, og ud fra billederne får eleverne mulighed for at tale om, hvad han lavede, hvordan hans liv var, hvilke farver han brugte. Derfor kan man bruge museumsbesøg på alle årgange.

Kunst sætter den lille samtale i gang og træner ordforråd, og samtidig bliver det en lille rejse. Mange museer kan man også besøge virtuelt, for eksempel Musée d'Orsay i Paris.

smk.dk, musee-orsay.fr, skoletjenesten.dk/tilbud/tal-fransk