Anmeldelse

Guitarsangbog 2

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Guitarsangbog 2" er en fin videreudvikling af bind 1. Den er meget nem at gå til, og fra bind 1 er man som bruger fortrolig med bogens opbygning.

De mest oplagte grundakkorder og begynderanslagsteknikker udbygges væsentligt i dette bind. Først om akkorderne: Gennem bogen indlæres "akkordfamilierne" G-dur (1., 2., 3., 6. og 7. trin), D-dur og A-dur, ligesom trinanalyse præsenteres. Et vigtigt fortrin ved bogen, synes jeg. Jepsen ser sig derved i stand til allerede at starte med transponering af sangene. Mange nye tre- og firklange indlæres. Af bagsidens grebtabel fremgår, at tolv nye akkorder er føjet til de seks fra bind 1. Endvidere er Capo'en introduceret.

Af anslagsteknikkerne skal her nævnes, at arpeggio (i firdelte og tredelte takter) præsenteres, ligesom forskellige efterslagsteknikker (med vekselbas, efterslag i ottendedele med flere) beherskes efter endt arbejde med bogen. Forskellige strums til latinamerikansk inspireret musik introduceres. Basgange kommer vi ganske kort omkring: Alt i alt vil guitareleverne efter denne bog 2 være i stand til at spille meget varieret, tilpasset de forskellige sanges karakter.

I valget af de 20 sange er der tale om en forskydning fra deciderede børnesange hen imod et bredere, fremmedsproget udvalg ("Vem kan segla", "Come Back Liza"). Det må man hilse meget velkomment, omend risikoen for, at eleverne ikke på forhånd kender sangene, forøges.

Med denne glimrende udgivelse fremstår bind 1 nu også yderligere styrket, idet progressionen bliver endnu mere tydelig og fornuftig.

Min væsentligste anke er fraværet af flere alternative sangforslag til de samme akkorder. At angive ekstra sange og dermed lægge lidt mere op til, at eleven skal prøve sig frem, må da være en ret enkel sag.