Syndfloden i Mozambique

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn og voksne klamrer sig fast til trætoppe, der lige akkurat stikker op af den grågrønne, grumsede Limpopoflod. Også insekter, kryb og giftige slanger forsøger at redde sig fra vandmasserne ved at søge tilflugt i træerne, og en grøn mambo er ikke rar at have som nærmeste nabo i et træ, der kun er omgivet af vand, så langt øjet rækker. Er man heldig, kommer der en redningshelikopter, men kun for at rive de små børn ud af deres grædende mødres arme. Redningsfolkene kan ikke nå at redde alle og giver derfor prioritet til børn under femten.

En syndflod af katastrofebillederne går verden rundt via tv og Internet - men kun lige indtil en ny katastrofe flytter alle kameraer og journalister til et andet sted på kloden.

Så glemmer vi alle sammen hurtigt Mozambique igen.

Ikke desto mindre påvirkes både børn og voksne i øjeblikket af billederne. De giver anledning til en masse spørgsmål, som det hurtige nyhedsflow ikke giver svar på. En mediebegivenhed af den slags kan derfor være en god anledning til at gå i dybden med forholdene i et tredjeverdensland både historisk, politisk og kulturelt.

Hvad sker der for eksempel med de børn, der reddes? Hvordan er livet for forældreløse i Mozambique? Hvad var deres daglige livsbetingelser før katastrofen? Hvad er landets historie og fremtidsperspektiv? Hvad tror de på? Hvad lever de af?

Mange af disse spørgsmål må man nok gå til bøgerne efter. Men henvisninger til bøger, undervisningsmateriale og baggrundsviden samt en masse aktuelle billeder og artikler kan man finde på Internettet.