Hvor er det godt, at vi har folk som Steen Larsen til at holde os på sporet og sørge for, at vi ikke kobler vore erfaringer ud i næsegrus beundring for nye teorier inden for undervisningens mysterier. Når det er sagt, så synes jeg, at netop Steen Larsen, som har været inspirerende talsmand for tankpassersyndromets begrænsninger, kunne være glad for en af undervisningens andre gartnere, Howard Gardner, som søger at bryde med gængse normer for vurdering af menneskers intelligens, idet den gamle intelligensforståelse netop understøtter tankpassersyndromet.

Jeg har i den grad været så glad for nogle nye synspunkter omkring intelligens, fordi det har banet vejen for respekt for andre og mere kreative undervisningssynspunkter end de gængse stivnede tankpasserideer.

Jeg synes, at Steen Larsen har fuldstændig ret i, at konklusionen på Gardners syv intelligenser må være, at tallet for intelligenser er uafgrænset, og er det ikke pragtfuldt, at hans teorier åbner op for, at vi ikke skal begrænse vores synspunkter på menneskets evner, men give plads til, at kombinationen af menneskets evner er uendelige - selvfølgelig afhængigt af underviserens evne til at give mulighed for udvikling af disse i samspil med barnets kontekst i øvrigt.

Her må jeg så have lov til at anbefale en anden af undervisningens gartnere, Daniel Golemann, med sin teori om det altafgørende i 'følelsernes intelligens'. Jeg oplever, at netop den 'intelligens' er afgørende for læring set som udvikling. Grunden til, at et barn ikke kan udnytte sine potentielle evner, er som oftest af følelsesmæssig karakter. I hvert fald er en brugbar integration af menneskets læring afhængig af en følelsesmæssig bevidsthed og kompetence.

Når man forventer, at eleven skal have mere ansvar i forhold til egen læring, må eleven først blive bevidst i forhold til udviklingstrin. Man kunne sammenligne det med Grundtvigs tanker om, at mennesket først skal blive menneske, inden det kan vælge at blive kristent. Vi skal lære eleverne at blive de mennesker, de er i takt med deres udviklingstrin. Her spiller den følelsesmæssige kompetence en stor rolle. Heri ligger glæden ved sig selv og verden, og i det rum foregår rigtig læring.

Når jeg tænker på ordet undervisning, så er det et ord, der kunne være det, det siger: Vise hen til det under, det er at forske i sig selv og verden. Det er vigtigt, at man ikke standser ved kunstigt standardiserede intelligenser, men det er vigtigt, at man netop er nuanceret hvad angår værdien af forskellige kompetencer. Her er et opgør med gamle intelligenskriterier vigtigt.

Lærere, undervisere kan være gartnere, der gøder jorden, for at en sådan proces kan foregå.

Når vi gartnere er rigtig gode til det, så vil eleven til sin egen store begejstring - således som da barnet var lille og intakt - udforske og udfolde sig med stor glæde for sig selv og andre.

Vores skolesystem er heldigvis på vej derhen, hvor det styrker menneskets naturlige udforskertrang, takket være Steen Larsen, Howard Gardner, Daniel Golemann og den menige underviser, der tør vise hen til det under, det er at bruge 'hele sig selv' og skabe et læringsmiljø, hvor dette er muligt.

Her kunne vi bruge nogle flere gartnere til at give gode ideer til, hvordan man skaber denne have - dette læringsrum - hvor underet kan ske. Med den rigtige næring kan det nemlig slet ikke lade være med at ske. Det er underligt nok og forunderligt og ikke mindst vidunderligt - når det spirer og gror i undervisningens have med det potentiale, hvert frø nu engang har.

Dorte Madelung

Herlufsholm Skole