Både børn og voksne kan dø. Inderst inde ved vi det godt, men alligevel er vi sjældent forberedt, når det sker, og ofte står vi usikre over for, hvordan vi skal reagere i forhold til de pårørende.

Derfor har vi på Lynge Skole i det sidste års tid arbejdet med at udarbejde retningslinier for, hvad vi skal gøre på skolen ved dødsfald blandt elever, medarbejdere eller deres nærmeste pårørende. Baggrunden for vores ønske om at være forberedt er desværre den sørgelige kendsgerning, at vi som skole har været ramt af dødsfald blandt både elever og lærere. Ved disse dødsfald improviserede vi os igennem processen, og selv om det blev nogle rimelige forløb, var vi enige om, at det ville være rart at have noget at støtte sig til.

Derfor nedsatte vi en sorgkrisegruppe, der bestod af tre lærere, skolepsykologen, den lokale præst og undertegnede som skoleleder. Med udgangspunkt i et materiale fra Kræftens Bekæmpelse udarbejdede vi retningslinier, som vi nu kan følge i tilfælde af dødsfald i medarbejderkredsen, elevkredsen og nære pårørende.

I arbejdsgruppen var vi enige om, at det var vigtigt, at hele medarbejderkredsen blev inddraget, så gruppen ikke blev 'skolens sorgeksperter', men at alle forholdt sig til retningslinierne. Vi holdt derfor to temamøder. På det første fortalte en krisepsykolog om børns og voksnes reaktionsmønstre ved sorg. Et vigtigt element var også, hvordan vi som medmennesker kan forholde os professionelt til mennesker i sorg. Det andet møde tog udgangspunkt i et eksempel, som handlede om et elevdødsfald på en ekskursion. Eksemplet blev drøftet i grupper, som så skulle finde ud af, hvad der skulle gøres i det konkrete tilfælde. Det skete uden kendskab til de retningslinier, vi havde udarbejdet i gruppen.

Skolens retningslinier indeholder blandt andet nogle ritualer, hvor vi er sammen for at mindes den afdøde, og en plan for, hvad der skal gøres, og en oversigt over, hvem der bør gøre det. Ved dødsfald handler man ofte i affekt og får så ikke gjort det rigtige, derfor er retningslinierne vigtige, og samtidig sikrer de, at man får gjort det i den rigtige rækkefølge.

Ved dødsfald i elev- eller medarbejderkredsen er det vigtigt, at hele skolen er med til at mindes den afdøde og med til at sætte skolens flag på halv. Den klasse, som dødsfaldet har ramt, vil være sammen med sin klasselærer hele dagen, og ingen får lov til at køre hjem til et tomt hus. Det handler om at sikre, at alle får en tryg dag ud af det. Skolen sender en buket blomster til de pårørende, og der er regler for, hvem der kontakter hjemmet om begravelsen eller om en sorgramt elevs tilbagevenden til skolen.

Det er vigtigt, at den ramte familie er tryg ved at sende sit ramte barn i skole; og da vi havde brug for det, havde vi stor gavn af den lokale præst, der besøgte klassen og forberedte dem på begravelsen.

Sorgberedskabet handler imidlertid ikke kun om reaktionen lige omkring det tidspunkt, hvor en person er død, men også om efterbehandlingen, hvor det skal være tilladt at snakke om og mindes den døde ved for eksempel at tage på kirkegården. Man skal også sikre forståelse for børns måde at behandle sorg på.

Det er meget vigtigt at mindes de døde og blive ved med at snakke om dem, som det blev beskrevet i Folkeskolen i sidste uge. Det samme gælder, hvis en medarbejder mister en ægtefælle; det er vigtigt, at medarbejderen ved, at skolen forstår den sorg, der har ramt den enkelte. Tryghed er også her et nøgleord, og hvis vedkommende ønsker det, er det vigtigt at kunne komme til at tale med en bestemt kollega. Man skal vide, at sorg er længe om at heles, og at man skal være opmærksom på, at sorgen også for voksne kommer og går i en lang periode.

Samtidig er det også vigtigt at være bevidst om, at sorgen ligger i den enkelte familie, og at det skal den gøre. Vi skal ikke trænge os ind på den, men vi har ansvaret for, at det også i skolelivet bliver erkendt, at der er sket en sørgelig hændelse. Og det er vigtigt, at vi som skole forholder os professionelt til det.

Skoleleder, Lynge Skole