Færre vil på seminariet

15 procent færre har i år søgt ind på lærerseminarierne via kvote to

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Antallet af kvote to-ansøgere til landets lærerseminarier er i år faldet med 15 procent fra 9.251 til 7.868. Samtidig er der 11,7 procent færre, der har læreruddannelsen som førsteprioritet. Alligevel er Per Frimer-Larsen, formand for Rektorforsamlingen og rektor på Århus Dag- og Aftenseminarium, ikke skuffet.

'Det er alt i alt tilfredsstillende. Der er en generel nedgang i søgningen, og så er det ændrede kvotesystem ved at slå igennem', siger han.

Det nye i kvotesystemet er, at seminarierne nu skal tage 60 procent af de studerende fra kvote to. Et tal, der tidligere var oppe på 75 procent. Derfor er det muligt, at ansøgere med høje karakterer venter til 1. juli med at søge ind. Per Frimer-Larsen regner da også med at vinde noget af det tabte igen.

'Jeg går ud fra, at der kommer flere kvote et-ansøgninger, og at det på den måde bliver hentet ind. Men det er altid ærgerligt med færre ansøgninger, fordi der er brug for mange dygtige lærere, og mange ansøgninger vil altid betyde, at der er mange dygtige folk, der kommer ind', siger han.

Som en sidste årsag til den lave ansøgning nævner Per Frimer-Larsen, at det er de mindre ungdomsårgange, der er ved at slå igennem på seminarieområdet.

I forhold til andre uddannelser er læreruddannelsen dog stadig populær. Alligevel har Rektorforsamlingen planer om at skabe mere opmærksomhed om læreruddannelsen.

'Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde med fælles tværgående oplysning om læreruddannelsen. Og så tror jeg, at flere seminarier vil gå mere aktivt ud i informationsarbejdet lokalt', siger Per Frimer-Larsen. Rektorforsamlingen har endnu ikke besluttet, hvordan oplysningsarbejdet konkret skal foregå.

Holbæk faldt tungest

Nedgangen er fordelt på tolv seminarier, mens de sidste seks cirka holder sig på status quo. Jelling Statsseminarium har endda oplevet en lille stigning.

Sidste års topscorer, Frederiksberg Seminarium, har oplevet et fald, og dermed er Zahles Seminarium blevet det mest søgte i kvote to med 988 ansøgninger.

Den største nedgang står Holbæk Seminarium for. Det er gået fra at have 360 ansøgere til 209. på Vordingborg Statsseminarium er tallet faldet fra 189 til 131. Alligevel regner Per Frimer-Larsen med, at der ikke kommer til at stå tomme studiepladser.

'Alle seminarierne får fyldt deres studiepladser op i år. Det siger jeg ud fra, at vi forventer, at anden runde bliver væsentligt bedre i år', siger Per Frimer-Larsen.

Han er dog ikke begejstret for, at en større del af de studerende skal hentes fra kvote to.

'Det er ikke os, der har ønsket det. Vi har den grundholdning, at det er rart, at de studerende har erfaringer, der er bredere end at gå i skole hele livet. I den forstand kunne man sige, at vi foretrækker ansøgere fra kvote to, men man kan jo også sagtens have erfaringer, når man søger ind via kvote et', siger Per Frimer-Larsen.

kamp