Et enkelt ord i DLF-hæftet 'Adfærd og velfærd', der sidste år blev sendt til alle medlemmer på skolerne, har givet anledning til usikkerhed.

Hæftet behandler en række forhold om elevadfærd, samarbejde og trivsel, og side 11 står der: 'Det vil normalt sige, at man som lærer har opfyldt sin tjenestepligt i forhold til underretningspligten, når skolelederen er blevet orienteret om lærerens bekymring for et barns udvikling'. Ordet normalt har fået en kommune til at spørge, om en lærer er ansvarsfri i en situation som den, der beskrives, og Socialministeriet svarer, at man ikke undtagelsesfrit kan gøre sig fri fra sin personlige pligt ved at underrette lederen. Ministeriet mener, at det vil være naturligt, at den viden, en lærer får, bliver drøftet med ledelsen, men at det altid er den person, der har direkte kendskab til barnet, der skal afgøre, om kommunalbestyrelsen skal underrettes.

I DLF's sekretariat forklarer man ordet normalt med, at den slags afgørelser oftest beror på et skøn, hvor læreren sammen med kolleger og leder vurderer, om kommunalbestyrelsen skal underrettes. Men hvis en lærer i sjældne tilfælde er sikker på, at kommunen skal have besked, og lederen ikke ønsker det, må læreren gå uden for den almindelige kommandovej og meddele sin skoleleder, at han eller hun selv foretager underretningen. I sekretariatet oplyser man, at formuleringen bliver ændret, hvis hæftet genoptrykkes.