Grethe Torm

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 6. februar døde Grethe Torm efter mere end et halvt års kamp mod en uhelbredelig kræftsygdom.

Grethe dimitterede fra Hjørring Seminarium i 1965 og kom efter et år i Roskilde til Herfølge Skole den 1. august 1966.

Det var en brydningstid på Herfølge Skole, hvor meget nyt, set i lyset af de kulturelle strømninger, skulle prøves af. I denne proces var Grethe en aktiv medspiller, men blandt dem, der havde begge ben sundt placeret på jorden. Hun var fagligt kompetent og var især optaget af børnene og deres ve og vel. Som klasselærer arbejdede hun gennem alle årene på at udvikle et godt skole-hjem-samarbejde. I de senere år var hun ligeledes engageret i specialundervisningen.

Grethe var meget glad for at være lærer. Hun nød samværet med børnene og med kollegerne.

Hun elskede sit liv med familie og venner. I de senere år blev der desuden tid til at pleje den store interesse for musik, teater og litteratur.

Det var et menneske med stor livsglæde, der i juni 1999 fik besked om, at hun led af den uhelbredelige sygdom.

Grethe var meget åben om sin situation. Hun formåede at sprede lys og glæde til de mange, der besøgte hende. Hun bevarede en nøgternhed om sin situation og formåede at tage stilling til og planlægge alt i forbindelse med sin død på en værdig og nænsom måde.

Fredag den 11. februar var Herfølge Kirke fyldt med familie, venner, kolleger og elever for at tage afsked med Grethe.

- Måske var det i virkeligheden Grethe, der tog afsked . . .

Vore tanker går til hendes familie, der har lidt et smerteligt tab ved Grethes alt for tidlige død.

Æret være hendes minde.

Hans Christian Andersen

for kollegerne på Herfølge Skole