Danske børn er gode kammerater

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske skolebørn er søde og hjælpsomme, skriver Undervisningsministeriets Nyhedsbrev. Oplysningerne stammer fra en undersøgelse, WHO har foretaget om 11-, 13- og 15-årige skoleelevers holdninger og vaner i 28 lande.

Undersøgelsen viser, at cirka 80 procent af de danske elever mener, at deres kammerater altid eller ofte er søde og hjælpsomme. Kun de portugisiske børn synes, de har bedre kammerater, end danskerne gør. I den anden ende af spektret finder vi Tjekkiet. Her synes kun 29 procent af de 15-årige, at deres kammerater ofte er søde og hjælpsomme. Eleverne er også blevet spurgt, om de synes, reglerne er for skrappe i skolen. Blandt de 15-årige er der absolut færrest danskere, der synes det. Kun otte procent af pigerne og 18 procent af drengene kan tilslutte sig det synspunkt. I Belgien er reglerne meget skrappere - synes eleverne. I samme aldersgruppe siger 44 procent af pigerne og 54 procent af drengene, at reglerne er for skrappe.