Debat

Uro er mobning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Cand.jur. Helle Rabøl Hansen slår i sidste uges »Bagsmæk« til lyd for, at lærerne holder op med at udvise elever fra klassen. Hun har besøgt nogle skoler, og på gangene har hun i forbifarten set nogle »... uden for døren-børn«, der »sidder og kigger ned på deres støvlesnuder: vrede, flove, kede af det eller resignerede«.

Hvis Helle Rabøl nu ikke bare var kommet forbi, men kendte disse elevers klasser grundigt indefra, ville hun imidlertid vide, at når lærere udviser elever fra klassen, er det netop, fordi lærerne forsvarer fællesskabet. Intet fællesskab er grænseløst. At kræve, at et fællesskab skal kunne inkludere individer, der ekskluderer samme fællesskab, nærmer sig det vitterlige vås. Helle Rabøl forlanger tilsyneladende individets ret til at opløse fællesskabet i fællesskabets navn. Som jurist må hun vel være enig i, at vandt en sådan ret hævd, var der ikke noget samfund.

Udvisning fra klassen er en logisk, mild og effektiv sanktion over for elever, der vedholdende sætter undervisningen i stå. Undervisningsforstyrrende uro bør betragtes som en slags mobning over for elever, der har brug for fred og ro for at lære, og det må være folkeskolens pligt så vidt muligt at bringe det til ophør. Folkeskolen får næppe styr på uroproblemet, før den genopfinder observationsklinikken og gør det legitimt for lærerne at bruge den.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler