Folkeskolens leder:

Usexet resultat

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er altså ikke statens opgave at informere unge om samleje med golden retrievere eller seksuelle aktiviteter, der indbefatter omgang med urin og afføring«. Sådan lød sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens forklaring til folkeskolen.dk, da han i sidste uge efter henvendelse fra Indre Missions Tidende havde besluttet at stoppe Sundhedsstyrelsens nye cd-rom med seksualundervisning. Cd-rommen skulle dagen efter have været sendt ud til samtlige elever i skolens 9.-klasser.

Cd-rommen handler angiveligt om sex og kærlighed. Men i leksikon-delen finder man i afsnittet »Lidt om hvert« en mildt sagt ukærlig liste. Selv om tonen er sober og ligefrem, er det umiddelbart nemt at forstå ministerens reaktion. Det kan være svært at se, hvorfor teenagere skal påduttes oplysninger om »dyresex, ekshibitionisme, fetichisme, incest, piercing, porno, pædofili, rusmidler, sadomasochisme, toiletsex og trekant«.

Problemet er, at Sundhedsstyrelsen og foreningen Sex og Samfund har fundet frem til emnerne ved at se på, hvad det er, unge mennesker spørger om. Man har forsøgt at give svar i øjenhøjde, og det provokerer så både den midaldrende minister og en endnu ældre redaktør på Folkeskolen.

Og hvad gør de unge mennesker så nu, hvor Sundhedsstyrelsens gennemarbejdede tekst er blevet skrottet?

Ja, enten får de ikke svar på deres spørgsmål. Eller hvad der er mere sandsynligt de går på nettet. Og så kommer de for alvor på Herrens Mark. Eller måske nærmere til Sodoma og Gomorra. På 0,21 sekund giver internettet 23.700 hit på ordet »dyresex«, heraf er 7.790 på dansk. »Toiletsex« giver 14.100 hit, de 126 er på dansk. Og oplysningskvaliteten og lødigheden er bestemt ikke høj i det lille udvalg, som lederskribenten har orket at klikke ind på. Ingen af stederne er sproget og tonen i samme kvalitet som på den kasserede cd-rom fra Sundhedsstyrelsen. Flere steder er den derimod ulækker og frastødende.

Der er et skrigende behov for oplysende materialer, og debatten inde i bladet om en ny seksualundervisningsbog til indvandrerbørn illustrerer med al ønskelig tydelighed, at sex stadig er et vanskelig håndterbart emne. Sundhedsstyrelsens cd-rom burde have været sendt til alle skolebiblioteker og ikke til hver enkelt elev. Det sidste ville med sikkerhed have stødt mange forældre også uden for Indre Mission. Og det gavner ikke den nødvendige skole-hjem-dialog.

Det store flertal af unge mennesker, som oplever både forelskelser og be­sværligheder og drømmer om kærlighed og sex, vil klare sig fint uden at få smækket dyre- og toiletsex og andre afvigelser op i fjæset. Spørgsmål om følelser, lyst, prævention og kønssygdomme, som cd-rommen kommer flot rundt om, kunne de så have fundet ved at gå på biblioteket. Og de unge, der fantaserer om mere bizarre emner, kunne også have fået svar. Det kan de ikke nu.

Ministerens indgriben vil uvægerligt betyde, at trafikken på internettets lumre sexsider bliver endnu voldsommere. Unægtelig et noget usexet resultat.

-th

Læs også side 10 og netnyhederne

Læs mere