'Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at . . .'

Det står i første sætning i loven i formålsparagraffen, så det er alvor. Skole-hjem-samarbejdet er vigtigt.

Men selv om det i næste paragraf meddeles, at 'elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål', så ved enhver lærer, enhver elev og enhver forælder, at så enkelt er det ikke. Og enhver skoleleder ved, at der er meget, der kan gå galt mellem skolen og hjemmene. Den ulykkelige sag fra Jersie, hvor to lærere blev psykisk nedbrudt af en flok forældres overvågning, er den ekstreme undtagelse; men de er ikke de eneste lærere, der har mødt mistroiske og mistænksomme forældre. På samme måde er der forældre, som oplever, at de løber panden mod en mur, når de forsøger at komme i dialog med skolen; smag blot på ordet forældrekonsultation, det lyder jo nærmest, som om man skal hen og have stillet en diagnose.

Det er hverken enkelt eller nemt. Og selv om Folkeskolens sider nemt kun kunne fyldes med succeshistorier om godt skole-hjem-samarbejde, så er der problemer med at finde de rigtige samarbejdsformer rundt omkring.

I Undervisningsministeriet har man læst statistikker og fundet ud af, at flere forældre i dag er bedre uddannede end tidligere. Ifølge ministeriets nyeste nyhedsbrev betyder det, at 'lærere og forældre i højere grad taler samme sprog, og det fremmer en ligeværdig dialog'. Til bladet siger lektor Eva Sørensen fra Roskilde Universitetscenters forvaltningsuddannelse, at 'forældrene har fået mere selvtillid i deres forhold til børnenes lærere', og 'der er tale om en generel holdningsændring i forhold til den offentlige sektor. Det er blevet mere accepteret, at man kan stille krav'.

Det har Eva Sørensen sikkert ret i. Men i hendes forskning opfatter hun folk som brugere mere end som borgere, og det er jo en generel politisk tendens, som hun langtfra er ene om. Så det er ikke så overraskende.

Men der er for alvor noget galt, når Undervisningsministeriets officielle nyhedsbrev i en usigneret tekst uden videre påstår, at 'skolen antager karakter af en slags servicecenter, hvor lærerne skal imødekomme forældrenes ønsker'.

Antager karakter af . . . Hvad betyder det? Og hvad mener ministeriet?

Folkeskolen er ikke et servicecenter - og skal ikke være det. Det får alvorlige følger i hverdagen, hvis man accepterer en sådan udvikling. Og hvis man opfatter forældre som brugere, er der ikke langt til, at de 'antager karakter' af forbrugere. Og hvis skolen så ikke kan levere varen, ja, så behøver man ikke selv at tage en del af ansvaret. Man klager blot - eller skifter servicecenter.

Men sådan behøver det ikke være. I det nyeste nummer af Skole og Samfunds blad fortæller nogle forældre og en lærer om, hvordan de i et tæt samarbejde har klaret en række tunge problemer sammen med en klasses elever.

'Vi er ikke gæster på skolen, men aktører', siger en mor. Læreren er enig og tilføjer: 'Jeg synes stadig ikke, de skal blande sig i det faglige. De skal respektere min professionalisme'.

Samarbejde og ligeværdig dialog, ja tak. Men skolen som servicecenter, nej tak.

Et servicecenter, er det ikke sådan et sted henne på hjørnet, hvor man kan købe benzin, skrabelodder og langtidsholdbar mælk?

-th

Folkeskolen er ikke et servicecenter og skal ikke være det