Først det positive: Regeringspartierne holder, hvad de har lovet. Næsten.

Og: Uanset hvad man måtte mene om finansloven, så kan det vise sig at være sundt for den politiske interesse, at Folketinget denne gang har delt sig efter anskuelser. Resultatet er ikke det sædvanlige kludetæppeforlig, hvor det er svært at se, hvilken lap det enkelte parti har bidraget med.

Det kan gøre det nemmere at diskutere politik. Måske.

Nu ved borgerne, at højre side af salen går ind for flere og hurtigere hofteoperationer. Og der afsættes penge til et kvarters hjemmehjælp mere til de ældre og svagelige.

Og vi skal slet ikke selv betale! Regningen sendes videre. Til aids-smittede børn i Malawi, til kasteløse i Indien og til voldsramte kvinder og børn i Zambia. Til jordløse landarbejdere i Honduras og til Cambodjas hjemvendte flygtninge, som nu ikke kan få fjernet landminer fra den jord, de skal dyrke.

Det Danske Center for Menneskerettigheder lukkes også. Det er - på søren-krarupsk - et nederlag til den elitære kulturradikalismes humanistiske, selvretfærdige og selvforgudende personer. Tænk, hvad man kan opnå ved at spare!

Men kort før de endelige forhandlinger opstod der - både i regeringspartierne og i Dansk Folkeparti - usikkerhed om de bebudede ekstra nedskæringer på 650 millioner kroner på uddannelsesområdet. Heldigvis blev de enige om at skåne langt de fleste institutioner, så seminarierne nu kun mister de millioner, som den forrige regering allerede havde foreslået at tage fra dem.

Ved redaktionens slutning er det stadig uklart, nøjagtig hvad der er skånet, og hvad der er ofret på uddannelsesområdet. Undervisningsminister Ulla Tørnæs fortalte i fredags til folkeskolen.dk, at regeringen fastholder besparelserne i de næste tre budgetår, men pengene placeres i en pulje, som de enkelte institutioner så kan søge om at få del i.

Kriterierne for at være med kendes ikke endnu; men princippet må jo logisk set blive en slags stramt kontrolleret decentralisering, hvor institutioner, der effektiviserer og moderniserer på 'den rigtige måde', belønnes.

Man kan få en fornemmelse af retningen, når man konstaterer, at regeringen står fast på at lukke Udviklingscentret for Uddannelse og Undervisning af Tosprogede, uc2.

Hvad man ikke får svar på, er for eksempel spørgsmålet om, hvem der nu skal formidle faglig viden om integration. Hvor skal skoler og kommuner henvende sig i fremtiden? Og hvordan vil man forhindre, at de erfaringer, uc2 har samlet om kommuners og skolernes integrationsarbejde, går tabt? Eller rettere: Hvad er det, man vil opnå ved at nedlægge uc2?

Ja, finanslovsforliget har gjort det nemmere at se forskel på partierne. Men det er en nemhed, som det havde været rart at være foruden.

-th

Læs side 10 og 29. Se også www.folkeskolen.dk

Og vi skal slet ikke selv betale!