Værkstedsundervisning er det eneste rigtige med den skolelov, vi har, mener Henning Jørgensen, der er en af de tre lærere, der har 1. klasse på Grønbroskolen.

Han og Ingelise Jensen, der også er lærer i 1.-klassen, har været sammen om at udvikle den undervisningsform, der nu gælder i klassen. Det begyndte allerede på idéplanet, inden de var i New Zealand i praktik sidste vinter, og da de kom hjem udviklede de planen ud fra de erfaringer, de havde gjort.

Det handler blandt andet om gruppearbejde, om at lægge vægt på det positive, om at skifte mellem aktiviteterne i løbet af dagen, om temaarbejde og om indretningen af klasseværelset.

Borde og stole er stillet op i fire grupper, hvor der foregår forskellige aktiviteter. Børnene har ikke almindelig klasseundervisning, men arbejder fortrinsvis i grupper. Hver morgen mødes alle og får gennemgået dagens program, derefter går eleverne ud i de grupper, de skal arbejde i, og senere skifter grupperne til et andet bord og en anden aktivitet.

Ros og tolerance

- Undervisningsformen og dét at lære børnene at være tolerante har stået øverst på vores liste, fortæller Henning Jørgensen.

- Noget af det, der slog os alle, da vi var i praktik i New Zealand, var, at lærerne aldrig hævede stemmen. Det prøver vi at gennemføre her, og det har betydet, at jeg har måttet ændre mig lidt. Tidligere var jeg vant til at råbe 'ti stille' og 'sid stille', men nu forsøger vi med ros, og vi taler i almindelig styrke. Vi lærer også børnene at tale pænt til hinanden.

- Hvis en elev roder rundt på gulvet, mens de andre sidder stille, roser jeg nu klassen for at sidde pænt. Så retter den elev, der roder rundt, sig ofte op og sidder stille, og jeg behøver ikke at blive vred. Man bliver så træt af at være vred, siger Henning Jørgensen.

Det betyder dog ikke, at der aldrig bliver skældt ud i klassen. Der er situationer, hvor det er nødvendigt.

Lærerne har udarbejdet en årsplan for undervisningen, og al deres planlægning foregår på skolen. Forældrene får en ugeplan over klassens kommende aktiviteter.

- Vi har brugt meget tid på skolen i år, siger Ingelise Jensen.

- Vi planlægger hver uge sammen, og det tager tid. Men når det er gjort, har vi til gengæld mere fri, når vi er hjemme.

Forældre må deltage

Lærerne har også gjort meget ud af at informere forældrene.

- Vi har fortalt dem, hvad vi forventede af dem, og hvilke ønsker vi har til skole-hjemsamarbejdet. De har fået årsplanen med vores temaer, og vi har fortalt, at de gerne må komme og deltage, siger Henning Jørgensen.

- Vi har opfordret dem til at tage en fridag og være med på skolen. De kan skrive sig på, hvilken dag de ønsker, så ringer vi til dem inden og fortæller, hvad de skal beskæftige sig med. De skal vide, hvad der sker i klassen den pågældende dag, og hvad vi forventer af dem.

Nogle forældre syntes, at det med at tage en fridag var lige voldsomt nok, men nu har nogle af dem deltaget i en skoledag flere gange. Der er 23 elever i klassen, og indtil nu har der været 25 forældrebesøg fordelt jævnt på eleverne.

Lærerne forventer også, at forældrene læser med deres børn hver dag. Eleverne har altid en læseletbog eller flere med hjemme, som de skal læse med deres forældre.

- Forældrene har stillet spørgsmål til den anderledes måde at undervise på, men de har været aktive og interesserede fra starten, siger Henning Jørgensen.

Stor tung snebold

1. klasse har tre lærere og en pædagog. Lærerne har delt timerne mellem sig, så de har otte hver, ligesom de har delt klasselærerfunktionen. Pædagogen har en hel dag i klassen plus halvanden time en anden dag. Ingelise Jensen og Henning Jørgensen har mest dansk i klassen, og den tredje lærer, Vivi Hansen, har mest matematik. Men oftest arbejder klassen tværfagligt, og alle tre lærere har både dansk og matematik i de forskellige grupper.

- Denne måde at undervise på skal begynde ved børnenes skolestart, og den skal udvikles hele tiden, siger Henning Jørgensen.

- Det er en stor tung snebold at sætte i gang, og der er megen skepsis inden for skoleverden.

Lærer Vivi Hansen og pædagog Kim Støckel har ikke været i praktik i New Zealand, men de er med på ideerne. Kim Støckel synes ikke, de ligger langt fra ideer, han har set på for eksempel privatskoler herhjemme.

- Jeg syntes, det lød spændende, siger Vivi Hansen, der blev færdig på seminariet i sommeren 1997 og begyndte på Grønbroskolen efter ferien.

- Ideerne her passer mere til de idealer, jeg havde med mig fra seminariet. Men indimellem har jeg trukket lidt på smilebåndet af, at man ikke må skælde ud. I begyndelsen tænkte jeg, hvordan gør man det? Det er svært, men nu har jeg set det fungere. Når vi ringer på trianglen eller klapper, bliver der som regel ro i klassen, siger Vivi Hansen.

I starten syntes hun også, det var svært at arbejde med en gruppe af elever, hvis nogle fra en anden gruppe kom over og stillede spørgsmål.

- De skal jo prøve at løse opgaverne selv i de andre grupper. De skal spørge hinanden om hjælp, før de kommer til læreren. Det er ikke mig, der skal løbe fra gruppe til gruppe. Og det kan da være svært for eleverne at fastholde engagementet i gruppen, men faktisk er jeg imponeret over, hvor godt det går. Især hvis jeg sammenligner med andre ældre klasser her.

Dagens rose

En enkelt ting, som Vivi Hansen og Kim Støckel har det svært med, er uddelingen af dagens rose til en elev. Tidligere var det hver dag, den blev uddelt, nu er det nærmere tre dage om ugen.

- Jeg kan godt finde på at droppe den, hvis jeg synes, det er for påtaget. Men hele ideen med at rose eleverne og se dem vokse, den kan jeg godt lide, og det bruger jeg i andre klasser også, siger Vivi Hansen.

Kim Støckel siger, at han ikke har det godt med belønningspædagogik.

- Jeg roser børnene og fremhæver det positive. Det synes jeg, vi er gode til, og det er fint med et klap på skulderen. Sådan skal dagens rose nok opfattes, men jeg bryder mig ikke om den.

Ingelise Jensen og Henning Jørgensen har det fint med rosen, og alle elever får den for noget, de har været gode til.

- En elev skal selvfølgelig ikke have fire sedler med dagens rose, hvor begrundelsen hver gang er, at han har siddet pænt, siger Ingelise Jensen.

- Forældrene spurgte til den i begyndelsen, men de har accepteret den og fortæller, hvilket skulderklap det er for barnet at få dagens rose, så vi beholder den en tid endnu.hela