Randbemærkning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ud vil jeg! Ud!

Mon popbranchen har opfattet, at tiden er moden til et come-back for Bjørnstjerne Bjørnson? Et af Bjørnsons greatest hits: 'Ud vil jeg! Ud! Åh så langt, langt . . .' er om muligt mere aktuel, end det var i 1858. Det ungdommelige hit-publikum vånder sig jo af udlængselen.

Tag nu hr. og fru Rasmussens søde Cathrine, som så gerne vil 14 dage til Lanzarote med sine lige så udlængselsfyldte kammerater i Nellerupskolens 10. klasse. Det er naturligvis en sag, som skolen må tage sig af. Tilfredsstillelse af så dybe udviklingsbehov kan ingen profilbevidst folkeskole overlade til Tjæreborg Rejser.

Når skolen står for rejsen, og den helt eller delvis finder sted på skoledage, må kommunen vær så god hoste op med de 4.500 kroner, det koster at få Cathrine med, mener hr. og fru Rasmussen. Hårdt presset mener kommunen det sådan set også, når det nu ikke kan være anderledes.

Men hr. og fru Rasmussen er blevet småsure. De kræver, at kommunen sort på hvidt erklærer at have syndet og lover bod og bedring . . . og imens kværner spørgsmålet om forældrebetaling rundt mellem domstolene, Ombudsmanden, Folketinget, Undervisningsministeriet og Lærerforeningen.

Tænk, hvad Hans Scherfig eller Finn Søeborg kunne have fået ud af en historie, hvor aktørerne har så travlt med juridisk pedanteri, at ingen har tid til at ofre dens årsag en tanke.

Lad mig derfor, inden det hele drukner i principper, paragraffer og papir, lige minde om, at det ikke så meget er grundloven og folkeskoleloven, det drejer sig om, som hvad normale, ikke-skolekyndige mennesker betragter som ferieture.

Charivari