Er alle på Danmarks Lærerhøjskole bare enige med lektor Steen Larsen, når denne i en lind strøm gentager og gentager sig selv? I 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 5 fastslår højskolepædagogen på elevernes vegne, at 'det er umuligt for eleverne at lære noget, hvis der hele tiden står nogen og underviser dem', for 'selve læreprocessen kan kun foregå inde i eleven', og læreren transmitterer ikke 'stof', men inducerer læring.

Lektor Steen Larsen tager tilsyneladende elevens parti og finder det tilstrækkeligt at interessere sig for, hvad denne lærer sig, og mindre interessant, hvad underviseren gør, for den øjeblikkelige pædagogiske sandhed lyder, at man strengt taget ikke kan lære andre noget. Har forskerholdet bag Steen Larsen nogensinde spurgt elever, om de er enige i den udlægning af, hvad undervisning er?

Artiklen fortsætter med at konstatere, at svenskerne er ved at forstå det og arbejder under mottoet 'Kvalitet og ligeværdighed', og det må forstås sådan, at den nye svenske udvikling bæres af læringsbegrebet med barnet i centrum.

Konsulteres britiske pædagoger, finder man her folk, der advarer imod den børnecentrerede undervisning, hvor kun få børn får undervisning og kontakt med læreren. Politikerne er faldet for den idé, at det er muligt at sætte hvert barn i centrum og dér imødekomme individuelle tempi. Resultatet er bare faldende faglighed, og uden faglighed kan eleverne ikke være kreative og spontane, og det er vel det, vi forstår ved kvalitet og det ligeværdige samarbejde.

Den personlige synliggørelse fejler ikke noget i Steen Larsens tilfælde, men hvis Lærerhøjskolens mand snarere farer ud med holdninger end med indhold, er det en betænkelig sag, for der er noget meget stort på spil i forhold til den demokratiske udvikling, i forhold til udjævning af uligheder i uddannelsesmønstret, og det må da interessere det største regeringsparti, at det ser ud som om, den ny skolelov især svigter børn fra svagere familier, hvor skoleuddannelse er muligheden for at bryde et trist mønster.

Torben Thomsen

Aars