'Kvalitet' og relationer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem var Sofie Madsen? Det var hende med Himmelev Børnehjem. Hende med de autistiske børn.

For Sofie Madsen begyndte autismen med Ernst, et etårigt barn, hun fik i pleje i 1928. Han var totalt 'nedsunket i sig selv', frembragte snurrende halslyde og lo uden anledning.

Sofie Madsen skrev: 'Det var som lå han endnu i moders liv. Han var i høj grad uønsket. Jeg tænkte: Han skal have lov til at leve sit fosterliv færdigt, fuldkommen fredet.' Der skete mirakler. Som fireårig kælkede Ernst i haven og kunne sige små tre-fire-ordssætninger. Så blev han erklæret åndssvag, lå ni måneder i spændetrøje på anstalt, levede så 16 år på fire anstalter, til han var 19-20 år gammel. Der var da noget 'frygtsomt, overfølsomt og sårbart ved ham', men han klarede militærtjenesten og tog præliminæreksamen. En prøve viste normale evner. Sofie Madsen analyserede forløbet og nåede frem til, at 'et normalt barn næppe så uberørt kunne have overlevet en sådan kur'. I 1976, skrev Sofie Madsen på titelbladet til sit lille hæfte 'Et tilbageblik': 'Hermed et bidrag til belysning af 'autismen' som en beskyttende faktor i den sjælelige udvikling.'

Med sit syn på børn har hun betydet meget for den udvikling af voksen-barn-relationen hen imod større ligeværdighed, der har fundet sted i de senere årtier. Hun nærede dyb respekt for alle børn, allermest for de anderledes: 'Vi må være varsomme i vor behandling af de, der er anderledes. For blandt dem er der nogen, der er fremtidens løsen. Der vil blandt dem være nogen, der bryder igennem og siger: 'Det her vil vi ikke finde os i!'.'

Et andet sted siger hun: 'Det hænger mig ud af halsen, når jeg hører, at man skal klappe og rose børnene. Det er slet ikke det, man skal. Man skal glæde sig sammen med dem.'

Med anledning i Sofie Madsens 100-års dag den 30. december 1997 blev der på Dansk Psykologisk Forlag udgivet en bog med titlen 'Sofie Madsen'. Bogen er en spændende udflugt i vores pædagogiske og kulturelle historie. Dens forfatter er Stine Bitch-Larsen.

Der forekommer mig at være særlig megen brug for en sådan bog i en tid, hvor man går grassat i højtflyvende snak om 'kvalitet', 'mål- og rammestyring', 'produkter' og hvad det nu eller hedder på dette kønsløse managementsprog. I Sofie Madsen-bogen står der ikke kvalitet en eneste gang.

Den handler derimod om nært, varmt, ansvarsbevidst og respektfyldt samliv mellem voksen og barn.

På et kursus på Danmarks Lærerhøjskole bad vi deltagerne, som var lærere i 8.-, 9.- og 10.-klasser, om at skrive historier om forløb, hvor deres relation til et barn/en ung havde betydet noget andet og mere end den almindelige undervisningsrelation. Materialet vidnede om, at lærerens rolle i dag er en ganske anden, end den var for en generation siden. Læreren kan i vanskelige situationer være den eneste voksne, barnet kan betro sig til. Det siger noget trist om det civile samfunds begyndende sammenbrud og noget dejligt om en forandring af skolen indefra, hvor børn/unge og lærere langt oftere kommer hinanden nær end tidligere.

Man kan godt blive bekymret for, at 'kvalitets'-ræset skal få has på denne opblomstrende 'kvalitet' ved folkeskolen. Endnu er der en Ole Vig, der med den ene hånd dæmmer noget op for managementfolkene, mens han med den anden svækker kommende læreres forudsætninger for at indgå i et nyt lærer-elev-forhold gennem ændringer i deres uddannelse.

Men fremtiden truer. Snart kan vi være belemret med en minister, hvor hænderne ikke er i strid med hinanden, men begge peger direkte bagud til 'dengang, børnene lærte noget i skolen'.

Erik Sigsgaard er lærer ved Højvangsseminariet i Glostrup