Eleverne læser højt for hinanden

1. klasse på Grønbroskolen arbejder altid i grupper og hjælper hinanden med at læse og stave. Inspirationen er fra New Zealand

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag er nem at finde, den begynder med O. Det er den 21. januar, året er 1998, og det er vinter. Datoen dannes af et to-tal, et et-tal og så et punktum. Det er der helt styr på i 1. klasse på Grønbroskolen i Fuglebjerg på Vestsjælland. Og så er der is på vandpytterne, kan en af eleverne fortælle. Det betyder, at det er frostvejr.

Eleverne er i gang med at sige godmorgen dag. Det er et helt fast punkt hver morgen, og der er mange ivrige børn med hænderne i vejret for at få lov at læse dag, år og årstid op. Der er også masser af hjælp at hente hos klassekammeraterne, hvis man går i stå i stavningen af onsdag.

Børnene sidder på gulvet, pædagog Kim Støckel holder om en af de mest urolige, og lærer Ingelise Jensen sidder på en stol foran børnene og fortæller om dagens program. Nogle skal i køkkenet og lave frikadeller og salat til hele klassen, fordi de har temaarbejde om mad, de andre skal læse, skrive og løse opgaver i deres faste grupper. Over middag skal klassen høre en kartoffelhistorie, prøve at lave lange kartoffelskræller og snitte figurer i kartofler.

Klassen har aldrig klasseundervisning. De arbejder altid i værksteder, og bordopstillingen er fast i fire grupper, hvor børnene skifter plads i løbet af dagen alt efter aktivitet.

Hvordan staves popcorn

Klassen har tre lærere og en pædagog. Lærerne har delt ugen, så de har otte timer hver, og pædagogen er med i knap halvanden dag om ugen.

To af klassens lærere, Ingelise Jensen og Henning Jørgensen, var sidste år i praktik i New Zealand, og undervisningen i 1. klasse er inspireret af dette besøg.

Begynder ris med H? Hvordan staver man til popcorn? Spørgsmålene flyver over bordet i opgavegruppen. Børnene hjælper hinanden. På bordet har de en plakat med mad, og på små stykker karton skriver de navnene på de forskellige fødevarer.

En længere diskussion om, hvorvidt et billede forestiller ost eller spaghetti, må afgøres af Ingelise Jensen. Men hun er ellers beskæftiget i læsegruppen, så meningen er, at børnene først spørger hinanden, før de går til hende.

Billedet forestiller pasta.

- Så var der faktisk ingen af os, der havde ret, siger en dreng udglattende.

- For du troede, det var ost, og jeg sagde spaghetti.

Elever er blevet bremset

En gruppe piger i klassen læser selv. De har hver deres bog, og i timerne læser de op for hinanden to og to, eller en læser for hele gruppen. I de tre andre grupper i klassen svinger læseniveauet mere.

- I pigegruppen er vi allerede begyndt at tale indhold med dem og karakteristik af personerne, fortæller Ingelise Jensen.

- De læser faktisk bedre end mange i 3. klasse, og de hygger sig med at læse højt for hinanden. Det bliver så tydeligt nu, hvor de er i gruppe sammen og får mulighed for at udvikle sig. Vi kan se, at vi tidligere har bremset nogle elever i deres læselæring. Vi har simpelt hen ikke opdaget, hvor godt de læste, og eleverne har siddet i venteposition - ventet på, at kammeraterne blev bedre, så de kunne være med igen.

- Tante Yrsa bor på en ø. Ulla og mor er på besøg, læser en pige i en anden læsegruppe. I tre af grupperne læser eleverne 'ABC - Dansk i første'. Derudover vælger de hver dag en læse-let-bog eller flere, som de tager med hjem.

I hver læsegruppe læser eleverne på skift højt fra grundbogen sammen med læreren, bagefter læser de enkeltvis en af deres læse-let-bøger for læreren.

Hver elev har en seddel, hvor lærere og forældre fortæller hinanden, hvad eleven har læst. Læreren skriver sidetal eller bogtitel til forældrene, der skriver under, når de har læst teksten sammen med barnet. Forældrene skriver så til læreren, hvilken læse-let-bog barnet har læst højt derhjemme.

Køkkentjans

Pædagog Kim Støckel holder styr på 11 elever i skolens køkken. De steger frikadeller på fire pander, nogle skræller gulerødder, andre skærer salat og agurk, mens et par piger kæmper en brav kamp med hver sin dåse majs og en dåseåbner. Det er ikke nemt at få hul på sådan én. Det braser og syder, skræller flyver omkring, gulerødderne rives, og Kim sætter et par drenge til at feje gulv.

- Se, jeg har lavet en frikadelle-bamse. Tror du ikke, den bliver flot?

- Kan jeg vende frikadellen nu?

En stor rød frikadelle bliver rullet en tur på panden, men eleven og pædagogen bliver enige om, at den nok lige skal stege noget mere, og at de næste frikadeller skal være lidt mindre.

Frikadeller beundres, og salatblade skæres møjsommeligt i stykker. Det er meget forskelligt, hvad børnene tidligere har prøvet i et køkken, men de går til sagen med krum hals.

Efter det lange frikvarter spiser eleverne pitabrød, frikadeller og salat. Så er der kartoffelhistorie og udskæring af ansigter og dyr. Det er ikke nemt at håndtere kartoffel og kniv, men børnene skærer og borer huller, mens en duft af kartoffel breder sig i klasseværelset.

Dagens rose

Oprydning igen, og så slår lærer Vivi Hansen på trianglen. Det er signalet til at sætte sig roligt på gulvet. Det kniber lidt i dag med roen, så Vivi Hansen og Kim Støckel klapper i hænderne. Eleverne gentager rytmen, og så er der ro til, at Vivi kan læse troldehistorie. Bagefter introducerer hun et spil, som børnene går i gang med i grupper på gulvet.

En pige bliver pludselig meget sur, græder og løber ud af klassen. Kim Støckel løber efter, og snart er pigen med i legen igen.

Inden skoledagen slutter, skal dagens rose uddeles. Det er et lille stykke farvet papir med en rose på, og under den skriver lærer eller pædagog begrundelsen for tildelingen.

En pige foreslår, at en af drengene får den, fordi han ryddede så godt op i køkkenet efter frikadellestegningen. Kim Støckel og Ingelise Jensen har faktisk allerede aftalt, at den samme dreng skal have rosen, så Kim skriver og giver sedlen til drengen. Klassekammeraterne klapper ad drengen.

Så er skoledagen slut. Vivi Hansen forlader klassen, nogle af eleverne går hjem, mens andre leger videre. Kim Støckel er der stadig, og fritidshjemmet, som har lokaler fælles med indskolingen, er nu åbnet.