Lærere kan godt give knus og kram

Pædagog og lærere på Grønbroskolen er blevet positivt overraskede over hinanden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seks en halv time om ugen arbejder pædagog Kim Støckel i 1. klasse på Grønbroskolen. Resten af sin arbejdstid er han i samme lokaler, men nu som souschef i Grønbro fritidshjem. Han møder nogle af børnene tidligt om morgenen, og om onsdagen kan han følge disse børn videre ind i 1. klasse. Om eftermiddagen, når børnenes skoledag er slut, er det nogle dage Kim, der er deres pædagog i fritidshjemmet.

To andre pædagoger fra fritidshjemmet har hver ti timer i henholdsvis børnehaveklassen og 2. klasse.

- Bare dét, at vi er to i klassen, betyder meget. Læreren kan bedre koncentrere sig om det faglige og jeg kan tage mig af elever med sociale problemer.

Selvfølgelig var vi da nervøse for hinandens faggrænser i begyndelsen, men vi havde den store fordel, at vi begyndte samarbejdet på et nyt sted, siger Kim Støckel.

- Samarbejdet skulle gerne give noget ekstra. Der er jo også sket en opnormering. Og vi kan udnytte, at Kim kender børnene godt fra fritidshjemmet. Samtidig kan han noget andet end os, siger lærer Henning Jørgensen.

I de timer, som en pædagog har i en klasse, er der to voksne. Resten af tiden er lærerne alene med børnene. Tiden tilrettelægges ofte sådan, at man tager på tur uden for skolen, eller man kan tage en gruppe elever med i køkkenet i de timer, hvor der er to voksne.

I den aftale, der er indgået med den lokale lærerkreds og pædagogkreds, står, at undervisningen er lærernes ansvar. Det var en betingelse for at kunne lave aftalen.

Det betyder, at Kim Støckel ofte må udføre det i klassen, som lærerne har besluttet. Ordningen har fungeret siden 1. november, og indtil nu har han ikke deltaget i mange planlægningsmøder, men det håber både lærere og pædagog bliver bedre efterhånden.

Nære med børnene

De tre lærere og pædagogen i 1. klasse har alle oplevet samarbejdet som positivt.

- I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle ind og opdage dét, som lærerne måske ikke kunne se. Men jeg oplevede i stedet, at de er gode pædagoger, siger Kim Støckel.

- Det overraskede mig positivt, at de er så nære med børnene. Der kan sagtens sidde et barn på skødet af læreren i undervisningen, og de giver mange knus og kram. Det er rart.

- På længere sigt kan vi måske få lærere med i fritidshjemmet, siger han.

Indtil videre er det dog kun på tale et par dage, fordi lærer Ingelise Jensen godt vil opleve børnene dér.

- Kim vil det hele, og det er rart, at han er i klassen. Som i dag hvor han går i køkkenet og laver mad med 11 elever.

- Det er gået fint. Han bryder ind og tager helt naturligt over i undervisningen, og det er dejligt med et par ekstra hænder i en 1. klasse, siger Ingelise Jensen.

- Kim kan sagtens støtte i læsning, han kan læse med en gruppe af svage elever, og han kan lige så godt lege tallege og tælle sjovt eller tælle bagfra, ligesom vi lærere kan. Det fungerer lige så godt, som hvis den ekstra person var en lærer, siger Vivi Hansen.

- Men det er os lærere, der kommer med materialet til undervisningen, og det er os, der har ansvaret. Det er der ingen problemer i.

Ingen deltidsstillinger

En forudsætning for at få aftalen om samarbejdet mellem lærere og pædagoger i stand var, at projektet bliver evalueret af en følgegruppe. I den gruppe sidder både skoleleder, leder af fritidshjemmet, repræsentanter fra lærerkredsen, fra BUPL (pædagogernes fagforening) og fra Fuglebjerg Kommune.

- Vi var da betænkelige over for ideen, da kommunen henvendte sig, fortæller Leif Næsborg, der er kredsstyrelsesmedlem i Slagelseegnens Lærerkreds og lærer på Grønbroskolen.

- I det første forslag skulle lærerne afgive undervisningstid til pædagogerne. Det var vi ikke interesserede i, men de fandt så en anden finansieringsform, som vi kunne støtte.

- Lige da aftalen var indgået, var der da nogle, der følte, at der var gået noget fra lærerne. Ja, altså ingen af de direkte involverede parter, men andre lærere. Men nu fungerer det godt. Det giver et godt samarbejde mellem skole og fritidshjem, og vi ville jo aldrig have fået de ekstra timer, hvis det ikke var for denne aftale, siger Leif Næsborg.

Aftalen betyder, at skolen har mistet otte timers dobbeltlærerfunktion, men i stedet fået 25 pædagogtimer. Desuden er der en besparelse på skolens vikarbudget.

Hele projektet er aftalt at skulle fortsætte, indtil kommunens store projekt Væksthus begynder, for så er der tale om en ny situation, der kræver nye aftaler.hela