Det holdt hårdt, men torsdag i sidste uge lykkedes det at finde ud af, hvor mange penge der er til overenskomstfornyelsen. At blive enige med arbejdsgiverne var paradoksalt nok det nemmeste, mens det tog endog meget lang tid på arbejdstagersiden.

'Vi er enige, men jeg mener stadig, at lærerne har fået for meget', lød kommentaren fra sygeplejerskernes formand, Jette Søe. Men sammenholdet og styrken i den kommunale forhandlingsorganisation, KTO, viste sig heldigvis at være stærkere end splittelseskræfterne.

Nu er pengene der, men Anni Herforts sti er smal. For på den ene side har DLF's medlemmer og kongres tydeligt sagt, at man er imod individualiseret løn, der ødelægger samarbejdsklimaet. Det er lærerformandens udgangspunkt. På den anden side står arbejdsgiverne og forlanger at diskutere en ny lønmodel, som ikke kun skal baseres på automatik. Stigende alder skal ikke være eneste måde at sikre sig lønforhøjelser på. Arbejdsgiverne vil forhandle ny løn. Det nemmeste ville være at lægge armene over kors og kun sige nej, nej og nej. Men Lærerforeningens forhandlere har også ansvar for at sikre medlemmerne en løn, der holder trit med prisudviklingen og med andre lønmodtagergruppers løn, og som situationen har udviklet sig, så fosser kronerne ud af systemet, hvis der kun siges nej. Måske er der muligheder i en ny ordning.

Nu er millionerne der, og de gør det muligt at afprøve, om arbejdsgiverne mener det alvorligt, når de siger, at de vil være med til at konstruere en lønmodel, som ikke ødelægger skolens hverdag - og som sikrer både en personlig og en fælles tilfredsstillende lønudvikling.

Hvis arbejdsgiverne - i praksis - svarer nej til det, får de også et nej fra lærerne og deres forhandlere.

-th

Læs også side 8-9