Debat

Snøft, snøft

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Jyllands-Posten den 13. januar 2001 udtaler Anni Herfort, at det er ledernes skyld, at hverdagen i skolen er belastende for den enkelte lærer. Til det er der vel kun at sige: 'Hvad skal skolelederne med fjender, når de har venner af denne kaliber?'

Man fristes til at spørge, om formanden kun er formand for almindelige lærere og ikke har noget ansvar over for lederne. Et andet interessant spørgsmål er, om det for fremtiden vil blive lederne, der skal udarbejde overenskomsten, for mig bekendt stammer meget af det bøvl, vi har haft i folkeskolen, netop fra de sidste to-tre overenskomster.

Hvis formanden er citeret rigtigt, må man som skoleleder alvorligt overveje, om man er medlem af den rigtige fagforening.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jan Jensen Bech

skoleleder, Hvide Sande

Svar

Nej, jeg mener faktisk ikke, at det er ledernes skyld, at lærernes hverdag er belastende. Det er jeg heldigvis heller ikke citeret for at sige i den artikel, du omtaler. Jeg er til gengæld citeret for at sige, at bureaukratiet vokser, og at lederne begraves i administrativt arbejde og dermed ikke har overskud til at støtte lærerne tilstrækkeligt. Jeg efterlyser også en lederuddannelse, som ruster skolelederne bedre til jobbet - helt i tråd med DLF's politik.

Til gengæld vil jeg gerne medgive, at artiklens overskrift 'Lærerformand: Skoler ledes for dårligt' går videre end det, jeg er citeret for. Men den har jeg ikke skrevet.

Det er for mig at se helt centralt, at vi får skabt bedre vilkår for skolelederne - til gavn både for ledere og for lærere.

Anni Herfort

formand for DLF