Ordlyden i TV2' s sangtekst ramte os danskere lige i øjet. Den udtrykker desværre også lærernes måde at forholde sig til egne arbejdsvilkår på. Beklagelser og brok når sjældent videre end til at bekræfte hinanden i al elendigheden. Utilfredsheden med arbejdsvilkårene er ofte udgangspunktet for samtalen i pauserne, men hvis budskabet skal kommunikeres ud i en større sammenhæng, er der kun resignerede skuldertræk at spore.

Anledningen til indlægget er dog artiklen '25-årig lærer får 30 timer på skemaet' i Folkeskolen nummer 3. To unge lærere beretter om deres hårde vilkår - begge underviser cirka 30 timer om ugen, hvilket helt uden tvivl er hårdt og måske også urimeligt. Et udspil fra DLF om principper for fordeling af arbejdsopgaver kunne være gavnligt - ikke kun for de nyuddannede.

Men hvor er det frustrerende endnu en gang at blive præsenteret for unge medlemmer af lærerstanden, der trods lovord om elever og kolleger er præget af følelsen af 'ikke at slå til', af den dårlige samvittighed og den manglende evne til at sige fra.

Jeg krummer tæer, når den unge kvindelige lærer bruger argumentet, at hun som nyansat ikke 'kunne tillade sig at sige nej' til at være praktiklærer. Selvfølgelig kan man det! Ligeledes er det ærgerligt, at den unge mandlige lærer vælger at forlade folkeskolen med den begrundelse, at hvis han skulle være blevet der noget længere, så skulle der 'andre boller på suppen'. Bollerne ændres jo ikke af sig selv!

Allerede før første jobsamtale bør man som nyuddannet gøre sig klart, hvordan man prioriterer sit kommende arbejdsliv. Prioriteringen af fag og andre læreropgaver hænger nemlig nøje sammen med kvalitet og overskud i dagligdagen, og den er faktisk mulig i disse tider, hvor lærermanglen er tydelig.

Personligt kan jeg sagtens leve med den mængde opgaver, som jeg hele tiden skal rette som konsekvens af, at jeg kun underviser i mine to linjefag i overbygningen. For der er sammenhæng i tingene og et stort fagligt overskud - jeg er god til det, jeg laver! Selvom jeg kun har været lærer i halvandet år, er mit ugentlige timetal ikke i nærheden af de 30, for jeg har prioriteret anderledes. Jeg nyder for eksempel at være klasselærer, og jeg har stor glæde af at udvikle fag og pædagogik i skolens forskellige udvalg. De nævnte ting indbefatter ganske vist til tider en stor arbejdsbyrde, men de giver samtidig et uundværligt indblik i skolen som institution - de skaber sammenhæng.

Skolelederens udtalelser i artiklen er vigtige, for jeg er ganske enig med ham i, at den nagende samvittighed ikke er proportional med timetallet. Uanset fordeling af arbejdsopgaver vil den være der, men tager man ansvar for at forbedre og ændre sine vilkår, vil den ikke munde ud i følelsen af utilstrækkelighed.

Og for at ingen skal være i tvivl om, hvor jeg vil hen med mit indlæg, får Steffen Brandt det sidste ord: 'Lad bare de andre slås - det er da synd for dem, men på den anden side, det kommer sådan set ikke rigtig os ved'.

Conni Hesel Poulsen

Gammelgårdsskolen, Århus