Debat

Hverken krig eller religion

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 4 forsøger chefredaktør Thorkild Thejsen i lederen at reducere diskussionen om, hvad vi kalder kristendomsundervisningen, til en religionskrig.

Nu er det vel en lige lovlig hård journalistisk stramning at kalde en meningsudveksling for en krig.

Og hvad angår ordet religion finder jeg det ikke dækkende, fordi der faktisk er tale om undervisning med udgangspunkt i og hovedvægten lagt på kristendommen og dens betydning for vores kulturkreds.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For at få slået fast, at kristendomskundskab ikke er et religionsfag, men derimod et kundskabsfag, citerer jeg lige fra fagets formålsbeskrivelse:

'Formålet med undervisningen i kristendomskundskab er, at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre. Undervisningen tager sit udgangspunkt i kristendommen, som denne fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng. Eleverne skal opnå kendskab til bibelske fortællinger og forståelse af kristendommens betydning for værdigrundlaget i vor kulturkreds. Derudover indgår ikke-kristne religioner og livsanskuelser med henblik på, at eleverne får forståelse af andre livsformer og holdninger'.

På den baggrund mener jeg, det vil være forkert at kalde faget noget andet.

Min modstand mod at omdøbe faget er altså ikke et udtryk for afmagt, men derimod et ønske om at kalde fagene ved deres rette navn. Det ville være at snyde forældrene at give dem det samme fag, men blot kalde det noget andet for at gøre det mere spiseligt.

I stedet for at bruge så meget tid på at diskutere navnet, burde vi bruge kræfter på at forklare forældrene, hvad faget faktisk er og indeholder.

Erfaringerne fra en række skoler viser, at det kan lade sig gøre at få alle elever - uanset etnisk oprindelse og religiøst tilhørsforhold - til at møde op til undervisningen i kristendomskundskab. Det kræver blot, at skolen bruger tid på at informere forældrene om, at faget er et kundskabsfag og ikke et forkyndende fag.

Jeg nægter at tro på, at vi gør faget mere attraktivt ved at kalde det noget andet.

Margrethe Vestagerundervisningsminister

Powered by Labrador CMS